Video : Tipsbladet
Superliga

Falk efter nyt FCK-nederlag: Håber vi har ramt bunden nu

I Haderslev blev det til et tungt nederlag for FC København, der nu placerer sig på en sjetteplads i Superligaen.

Havde OB vundet over AC Horsens, så havde FC København rent faktisk været uden for top seks og mesterskabs-slutspillet.

Det skete dog ikke, men FCK-spillere må erkende, at det ikke kører på skinner i øjeblikket for de forsvarende mestre, som søndag tabte med hele 3-0 til SønderjyskE. Et resultat, der opsummerer det nuværende niveau, bemærker offensivspiller.

- Man må håbe, vi har ramt bunden nu, lyder det fra Rasmus Falk i et interview på klubbens hjemmeside efter nederlag til både Brøndby IF og SønderjyskE. Han fastholder troen på bedre tider:

- Vi har haft et par gode sæsoner med masser af succes, men jeg har dog selv prøvet at være i en klub, hvor vi ikke indfriede forventningerne. Det er hårdt, og det er ikke sjovt lige nu, men vi skal kunne klare det, og jeg er sikker på, at vi også nok skal få vendt det. Men selv om vi vinder de næste par kampe, så er det jo ikke gjort med det. Det kommer til at tage tid, men vi har så meget kvalitet og tro på tingene, at det nok skal komme.

Og kigger man i forhold til sidste sæson er der lang vej til den ubesejrede stime, som FC København leverede i grundspillet. Men med spillerafgang som Andreas Cornelius, Ludwig Augustinsson og Mathias 'Zanka' Jørgensen har den nuværende trup ikke leveret på samme niveau.

Det skal dog ikke være en undskyldning, understreger Peter Ankersen.

- Vi tager stadig én kamp ad gangen, og førstepladsen er ikke et tema for os i øjeblikket, hvor det handler om at sørge for at blive i top seks og så arbejde os opad derfra. Der er heller ingen grund til at blive ved med at tale om de spillere, der ikke er her længere, siger han.

Næste opgave for FC København er mod Lokomotiv Moskva på udebane i Europa League. Denne kamp spilles på torsdag klokken 19.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.