Video : Tipsbladet
Superliga

Falk: Jeg mangler stadig lidt

Rasmus Falk er på vej tilbage, men mener stadig, at han er et stykke fra sit tidligere niveau.

Rasmus Falk fik i mandags comeback for FC København i en reserveholdskamp mod Lyngby, men den elegante spiller er endnu ikke, hvor han vil være, men nyder at være tilbage på træningsbanen.

- Det er rigtig dejligt. Det har jeg glædet mig til i mange måneder. Bare det at få den normale hverdag med træning, det sociale og alt det andet tilbage, det har jeg glædet mig rigtig meget til. Jeg mangler stadig lidt, men jeg er ved at være tilbage, siger han til klubbens Youtube-kanal.

Den tidligere OB-spiller blev skadet i marts måned, og efter en kompliceret genoptræning, så er han tilbage i træning med holdet.

- Det er en fantastisk følelse. Et er at være på græs med fysioholdet - ikke noget ondt om dem, men noget andet er at komme tilbage og spille med holdet og træne med drengene, det er det, man ser frem til.

FCK'eren forventede i første omgang ikke, at han skulle være ude i fem måneder, og at skaden kom i en periode, hvor det gik godt for ham og holdet, var bare endnu et slag for den teknisk stærke midtbanespiller. 

- Fra Ajax-kampen, hvor det hele spillede, vi vandt 2-1 hjemme, og jeg scorede det første mål, til ligepludselig, og det kom jo som et chok for mig, at jeg skulle opereres, var noget af en omvæltning, for jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der skulle gå fem måneder, før jeg skulle spille kamp igen.

Kampen mod Lyngby var et vendepunkt for Rasmus Falk, som nu kan se lyset for enden af tunnelen, selvom han stadig har meget arbejde foran sig, før han er tilbage på det niveau, som han nåede før skaden.

- Jeg er et utålmodigt menneske, og jeg vil gerne hurtigt tilbage og ramme det niveau, som jeg forventer af mig selv. Og jeg stiller krav til mig selv, og det gør, at lige nu skal man acceptere, at man ikke er på det niveau, man stoppede på, men jeg arbejder hårdt hver dag for at kommer derhen, siger han og uddyber:

- Jeg er ked af, at der ikke er flere reserveholdskampe i den nærmeste fremtid, for det giver noget helt andet end træning at spille kampe. Jeg har et stykke vej op til der, hvor jeg skal være.

I weekenden fik Peter Ankersen comeback for førsteholdet - noget som Falk endnu har til gode, men fynboen ser frem til øjeblikket.

- Jeg glæder mig. Fem måneder uden kampe er for langt tid. Det bliver med gåsehud, når jeg kommer tilbage.