Video : Tipsbladet
Superliga

Falk sendte FCK på mesterkurs: Den sad meget godt

Rasmus Falk afgjorde kampen mod Randers til FC Københavns fordel.

Det var en meget jævnbyrdig kamp mellem FC København og Randers, men alligevel lykkedes det mesterholdet at hjemtage den ottende sejr i Superligaen i træk.

Da der var spillet blot 13 minutter af kampen brød Rasmus Falk nemlig igennem i feltet, udnyttede en hjerneblødning i Randers-forsvaret og kanonerede bolden op i højre hjørne, hvilket viste sig at blive kampens eneste mål.

- Cornelius bryder ude i siden og får spillet mig forholdsvis fri. Så kommer jeg i en én mod én-situation, hvor Peter (Ankersen, red.) hjælper mig ved at tage et løb. Så får jeg lidt plads og tænker, at jeg vil rive til den, og så sad den meget godt, siger en tilfreds Rasmus Falk til Tipsbadet.dk.

Nu fører FC København ligaen med henholdsvis 12 og 18 point ned til Brøndby og FC Midtjylland, som dog godt nok begge har spillet en kamp mindre. Man kan derfor så småt begynde at se, hvilken vej pilen peger.

- Det begynder at se godt ud. 50 point ud af 60 muligt er relativt godt, så det har været imponerende med tanke på, at vi også har spillet europæisk. Det viser også noget klasse, fastslår Falk.

Alligevel vil kantspilleren ikke gå så langt som at udnævne FC København til danske mestre for andet år i træk.

- Det er for tidligt at sige, at vi vinder ligaen, men der ingen tvivl om, at det er en målsætning, vi skal leve op til. Det pres vil vi også gerne sætte på os selv, så det lever vi fint med. Vi skal gøre det færdigt, men der er stadig mange point at spille om, afrunder Rasmus Falk.

På næste søndag venter dette års sidste Superligakamp for FC København på udebane mod AGF.