Video : Tipsbladet
Superliga

Falk: Vi skal videre sammen som hold

Falk: Vi skal videre sammen som hold

Et panenka-straffesparkseventyr i sidste uge blev afløst af et straffesparksmareridt i går.

Efter hele 22 spark røg FC København ud af Champions League-kvalifikationen til Røde Stjerne. Allerede fredag rullen bolden dog igen, når FC København tager på udebanetur til Randers FC.

Her bliver det vigtigt at vise, hvad holdet kollektivt er lavet af.

- I går og i dag har vi været skuffede over resultatet, men vi vidste, at det blev tæt og svært, og denne gang lykkedes det desværre ikke for os. Vi vinder som hold, og vi taber som hold. Nu skal vi videre sammen som hold, for vi har nogle super vigtige kampe foran os i både 3F Superligaen og Europa League, siger Rasmus Falk til fck.dk.

- Vi skal vise mod Randers, at vi er sultne og klar til den kamp. Vi skal forsøge at tage det internationale tempo med ind i kampen og fortsætte de gode tendenser, vi har haft i ligaen indtil nu. Vi har været gode til at skabe mange chancer og i lange perioder dominere kampene.

Rasmus Falk forventer dog ikke at det bliver en nem opgave mod et Randers FC-hold, der fysisk kan byde op til dans.

- Vi ved, at det altid bliver fysisk hårdt i Randers, og de kommer for at gøre det svært for os. Vi skal matche dem fysisk, og så skal vi vise, at vi har bedre individuelle spillere og kan spille hurtigere end dem. Det bliver helt sikkert en udfordring, men det bliver også rart at komme hurtigt i kamp igen, siger Falk.