Video : Tipsbladet
Superliga

Fandt Brøndby-fans i Parken: Ikke fra Viaplays box

FC København forklarer nu hændelsen, hvor nogle Brøndby-fans blev opdaget til søndagens kamp i Parken.

Til kampen mellem FC København og Brøndby var langt de fleste tilskuere med til at skabe en fremragende stemning. Dog var der et par stykker, som befandt sig på det helt forkerte sted.

De restriktioner, som man har indført i Superligaen, handler blandt andet om, at der ikke må være fans af udeholdet. Det var dog ikke tilfældet, da nogle Brøndby-fans var dukket op til kampen alligevel. Det er nu noget, som FC København er kommet med en udtalelse om.

Her bliver der peget på, at man udviste nogle få tilskuere med tilknytning til udeholdet, som man altså fandt på Nedre C ved skyboxene.

- På grund af afstandskrav inde i skyboxene sad de pågældende tilskuere på sæder ude foran skyboxene, som er tilknyttet alle skyboxe på C-tribunen, og som er en del af den samme ”sal”, skriver FCK og fortsætter.

- På sociale medier er der spekuleret i, at de var blandt gæsterne i Viaplays skybox. Det er ikke korrekt, og de pladser, som de sad på, hørte ikke til Viaplays skybox. De blev blot sendt ind i deres skybox og herfra eskorteret ud, lyder det fra klubben.

Endvidere bliver det understreget, at man nu vil undersøge sagen til bunds for at undgå gentagelser fremover, ligesom der beklages til de gæster, som skulle have fået en skidt oplevelse.

Situationen kan ses øverst i artiklen.

I FC Københavns næste kamp venter FC Midtjylland i Parken på onsdag. Læs mere om den kamp her.