FC København arbejder på forlængelse med norsk landsholdsspiller
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

FC København arbejder på forlængelse med norsk landsholdsspiller

Ståle Solbakken og FC København vil gerne beholde Tom Høgli, og klubben arbejder lige nu på at få nordmanden til at skrive ny kontrakt.

Torsdag aften var norske Tom Høgli i aktion for Norge, der tabte med 0-1 hjemme til Ungarn i første af to playoff-kampe. Det var selvsagt ingen god kamp for Norge, der nu får svært ved at kvalificere sig til EM næste sommer, men måske Høgli kan smile lidt alligevel.

I hvert fald er nordmanden, der har kontraktudløb til sommer, fortsat ønsket af FC København. Manager Ståle Solbakken fortæller nemlig, at klubben arbejder på at forlænge med den 31-årige nordmand.

- Ja, vi er i dialog med Tom og hans agent om en ny kontrakt, og samtalerne er i gang, siger Ståle Solbakken til det norske medie NRK.

Det norske medie fortæller, at flere troede, Tom Høgli ville vende tilbage til Tromsø - det er i hvert fald fansenes ønske. Men det er så ikke sikkert, at det bliver til sommer, det sker.

- Der er jo en grund til, at vi er begyndt at snakke om de her ting. Signalerne fra spilleren og agenten er positiv, siger han videre.

Tom Høgli skiftede til FC København i sommeren 2014, hvor han kom fra belgiske Club Brugge.