Video : Tipsbladet
Superliga

FC København kan være svækket til topbrag: Tre mand er tvivlsomme

Ståle Solbakken skal måske tænke i alternativer på søndag, hvor FC Midtjylland får besøg af FC København.

Der er topbrag i Superligaen på søndag, hvor FC København får besøg af FC Midtjylland. Og det er i den grad hjemmeholdet, der har revanche til gode.

FC MIdtjylland vandt i sidste sæson mesterskabet og har slået FC København i de seneste fem møder mellem de to mandskaber. Senest smed Kenneth Andersens mandskab FC København ud af Sydbank Pokalen.

Så det er formentlig et sultent FC København-mandskab, der går ind til hjemmekampen på søndag, men FCK kan alligevel ende med at være i en svær situation, for klubben kan meget vel være uden flere profiler. 

FC København fortæller på sin hjemmeside, at Viktor Fischer, Nicolai Boilesen og Pieros Sotiriou alle er tvivlsomme til opgøret mod de danske mestre. FCK er med sikkerhed uden den langtidsskadede forsvarsspiller Michael Lüftner, og det vil være et slag for FCK, hvis man også er uden de tre andre.

På venstrebacken kan Pierre Bengtsson glide ind. Viktor Fischers plads på venstrekanten kan overtages af Nicolaj Thomsen, eller man kan vælge at skubbe Rasmus Falk ud på kanten og sætte Jan Gregus ind centralt. I angrebet er alternativerne som makker til Dame N'Doye Jonas Wind og Kenan Kodro. Wind står formentlig forrest af de to, efter Kenan Kodro ikke har grebet chancen i FC København-trøjen.