FC København og Ståle forlænger
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

FC København og Ståle forlænger

Ståle Solbakken har forlænget sin kontrakt med FC København frem til sommeren 2018.

FC København har lørdag morgen offentliggjort, at de har forlænget samarbejdet med klubbens norske træner Ståle Solbakken.

- Han har F.C. Københavns DNA i kroppen, og vi er overbeviste om, at Ståle er den helt rigtige til at føre klubben frem til nye store sportslige oplevelser og resultater. Vi ved, at han forstår klubbens identitet, og han har før bygget noget stort op i København. Det er han i fuld gang med at gøre igen og nu er den nødvendige kontinuitet er sikret, siger direktør for FC København, Anders Hørsholt til klubbens hjemmeside.

Ståle selv udtaler:

- Jeg har en fælles historie med FC København, som er en del af mig, præcis som jeg er en del af historien om klubben. Jeg glæder mig til, at jeg sammen med den meget dygtige stab og trup, vi har fået skabt de seneste par år, kan skrive nye flotte kapitler i den fortælling.

- Vi er nået langt allerede i vejen tilbage til toppen, og jeg er sikker på, at vi kun bliver stærkere fremadrettet. Jeg er dedikeret til F.C. København og de mennesker, jeg arbejder sammen med i hverdagen. Vi har sammen fået lagt grundstenene nu, så jeg ser frem til en meget spændende fremtid med masser af store sportslige oplevelser for alle i og omkring klubben.

Ståle Solbakken var med stor succes træner for FC København fra 2006 til 2011. Herefter gik turen til Köln i Tyskland og Wolves i England, inden han vendte tilbage til hovedstaden i 2013.