Video : Tipsbladet
Superliga

FC København overvejer angriberkøb efter langvarig N'Doye-skade

De danske mestre overvejer at gå på transfermarkedet i forsøget på at lukke hullet efter Dame N'Doyes skade.

Den senegalesiske angriber Dame N'Doye, der var så fremragende for FC København i sidste sæson, kommer måske ikke i aktion i resten af efteråret. N'Doye er blevet skadet og skal under kniven, og det koster mindst nogle måneder.

Dermed er FC København uden sidste sæsons to mest scorende spillere i form af N'Doye og Robert Skov, hvor sidstnævnte er blevet solgt til tyske Hoffenheim efter 29 Superliga-mål i sidste sæson.

Og det får Ståle Solbakken til at overveje, om der skal noget ind.

- Det er lige sket (skaden, red.), så vi skal kigge på det nuværende budget og næste års budget. Hvad kan vi tillade os, og hvad kan vi ikke tillade os. Hvordan ser vi på de næste tre måneder? Finder vi nogen, som kan passe ind profilmæssigt så sent, samtidig med at det er økonomisk forsvarligt? Vi overvejer lidt frem og tilbage, om det er det vi skal gøre eller ej, siger Ståle Solbakken ifølge avisen B.T.

Solbakken har allerede udelukket, at Bendtner er aktuel i øjeblikket for FCK, og om der kommer en anden spiller ind, handler om, hvorvidt noget er ledigt, og om FCK vælger at flytte penge fra næste års budget til nu.

FC København har Jonas Wind, Pieros Sotiriou og Mohamed Daramy som angribere, mens også Viktor Fischer tidligere har vist store kvaliteter som en af de to angribere hos FC København. Derfor vil FCK nok også kun slå til, hvis det "rigtige" er muligt.

Det danske transfervindue lukker om to uger.