Video : Tipsbladet
Superliga

FC Københavns nye millionangriber kan få debut allerede torsdag

Ståle Solbakken forklarer, at klubbens nye angriber Michael Santos er at finde i kamptruppen til mødet med Riga torsdag.

De danske mestre fra FC København skal ikke spille Champions League i denne omgang, men klubben har alligevel gode muligheder for at komme i et europæisk gruppespil. Det kræver en samlet sejr over Riga fra Letland.

FCK har hjemmebane i den første kamp torsdag, og selv om "Løverne" er uden både Dame N'Doye og Jonas Wind, der begge kan være færdig for sæsonen, er FC København store favoritter til at tage billetten til Europa League-gruppespillet.

Og torsdag fortalte manager Ståle Solbakken så til Copenhagen Sundays, at Michael Santos allerede torsdag kan få debut. Angriberen, som FCK har hentet i Malaga, har således fået papirarbejdet i orden.

- Han er klar, siger manageren til mediet på spørgsmålet, om Michael Santos kan spille torsdag.

Solbakken ville dog ikke sige, om Michael Santos er med fra start også:

- Han er i truppen, siger Solbakken.

Michael Santos, der menes at have kostet FCK omkring 16 millioner kroner er en anden type end det, FCK aktuelt råder over. Han er 175 centimeter og er en spiller, som lever mere af gode løb i rum bag modstandernes forsvar.

Angriberen fra Uruguay, 26 år, har fået en fireårig aftale med FCK.