Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland-back: Jeg har fortjent at spille mere

Skal Mads Døhr Thychosen videre? Det kan blive en overvejelse. Men i første omgang starter højrebacken op i FC Midtjylland, der vender tilbage fra en kort sommerferie på mandag. Allerhelst vil Thychosen vinde pladsen som højre back i FCM.

Superliga-klubben FC Midtjylland kunne til sidst ikke holde trit med FC København i Superligaen, men det endte i stedet med en succesoplevelse, da man vandt den danske pokalturnering. For første gang i klubbens historie.

Så der var både skuffelse og stor glæde i FC Midtjylland i løbet af sæsonen. Og det er faktisk de samme ord, man kan sætte på højre back Mads Døhr Thychosens sæson.

Bare 13 af 36 Superliga-kampe spillede Mads Døhr Thychosen, men han var omvendt med fra start i pokalfinalen, som FCM vandt over Brøndby efter straffesparkskonkurrence.

- Det har været meget blandet, siger Mads Døhr Thychosen til tipsbladet.dk om sin sæson:

- Det var sindssygt skuffende i de perioder, hvor jeg ikke spillede så meget. Men på den anden side spillede jeg i den største kamp i sæsonen. Så det har været en mærkelig sæson for mig personligt. Det har det jo været, fordi jeg føler, jeg har fortjent at spille mere, end jeg har gjort. Nu kom jeg så ind her til sidst, og jeg fik vist, at jeg burde have spillet noget mere.

Forsvarsspilleren er i gang med sin bare anden fulde sæson på FC Midtjyllands førstehold. For et år siden vandt han det danske mesterskab, og nu har han altså vundet pokalturneringen.

Men hvor han for et år siden spillede sig fast i startopstillingen hos FCM, har han i denne sæson set Joel Andersson løbe med langt det meste af spilletiden. Derfor er man nødt til at tænke over fremtiden.

- Jeg elsker at være i FCM, og jeg føler stille og roligt, jeg får spist mig mere og mere ind. Nu tager jeg starten af sæsonen, hvor vi starter op på mandag, og så må vi se, hvor jeg står henne. Jeg skal ikke have en sæson mere med kun 13 Superliga-kampe - jeg skal spille mere. Det mener jeg også, jeg er god nok til, og så må vi se på det, hvis de ikke mener, jeg skal spille mere, siger Mads Døhr Thychosen.

Han var en af hovedpersonerne i foråret, hvor Eurosport fulgte ham i dokumentarprogrammet "Oprøret fra Heden". Her oplevede man ofte, at træner Kenneth Andersen roste Mads Døhr Thychosen for træningsindsatsen, men alligevel valgte at have ham på bænken.

- Det er næsten den værste besked, man kan få, at man har været god på træningsbanen, men ikke skal spille. Jeg gør alt det, jeg kan, men det var ikke nok. Det er også det, jeg spurgte lidt om i klubben, siger Mads Døhr Thychosen.

Mener du, at der er for langt til holdet?

- Det handler vel om, at de har købt ham (Joel Andersson, red.) for mange penge, så han har haft længere snor. Det var jeg klar over, da han kom. Jeg har vist mit niveau i de kampe, jeg spillede, så jeg så da gerne, at de skiftede lidt oftere.

Selv om der er ting, han gerne ser blive bedre, er Mads Døhr Thychosen ikke klar til bare at smide håndklædet i ringen.

- Jeg bliver snart 22 år, men jeg har allerede et dansk mesterskab og en pokaltitel, så jeg kommer ikke bare skifte væk for at få lidt flere kampe. Det betyder også meget for mig at være i FC Midtjylland og spille med i toppen. Der var også altid være hård konkurrence om pladserne, siger han.

Mads Døhr Thychosen har kontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2023.