Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland er danske pokalmestre efter intenst straffedrama

De skulle i gennem 120 minutter og en straffesparkskonkurrence, men med en sejr over Brøndby IF er FC Midtjylland danske pokalmestre 2019. Det er klubbens første pokaltitel nogensinde.

Der var knald på, både på banen og på lægterne, da FC Midtjylland denne Store Bededag vandt finalen i Sydbank Pokalen 2019. Den ordinære spilletid endte 1-1, og da der ikke blev scoret i den forlængede spilletid, måtte kampen ud i en straffesparkskonkurrence, hvor FC Midtjylland trak det længste strå. 

Allerede efter 5 minutter kom FC Midtjylland i front. Et frispark blev slået i boksen, og så endte bolden ved Kian Hansen. Hans afslutning blev rettet af af Kamil Wilczek, og så sejlede den ind bag en prisgivet Marvin Schwäbe i Brøndby.målet.

Fem minutter senere var Paul Onuachu tæt på at fordoble føringen. Jakob Poulsen slog et indlæg ind i feltet, og her stod Onuachu fuldstændig umarkeret. Den nigerianske angriber headede dog bolden snert forbi den fjerneste stolpe.

Efter tyve minutter kom udligningen. Brøndby kørte kontra på midtjyderne, og så smed Kamil Wilczek en høj bold over Midtjylland-forsvaret. Den tog Dominik Kaiser ned på fornemmeste vis, inden han flugtede bolden op i hjørnet til en udligning.

Der blev gået til stålet i resten af halvlegen, hvor FC Midtjylland også følte sig snydt for et straffespark i en kontroversiel situation. Der blev dog ikke scoret mere i kampens første 45 minutter.

Det første kvarter efter pausen bød først på en stor mulighed til Paul Onuachu i et kontraangreb, inden Kamil Wilczek med en halv time igen var tæt på at overliste Jesper Hansen, der dog kom fornemt ud af sit mål og fik styr på polakkens afslutning.

Med tyve minutter igen fik Brøndby en kæmpe chance for at komme i front. FC Midtjylland blev fanget af et langt udspark fra Marvin Schwäbe, og så var Simon Hedlund alene med Jesper Hansen. Han trak keeperen til sig og spillede bolden på tværs til indskiftede Nikolai Laursen. Han var dog ubeslutsom, og så løb muligheden ud i sandet.

Med fem minutter igen var det FC Midtjyllands tur til at være millimeter fra en føring. Gustav Wikheim driblede rundt i Brøndby-feltet, inden han huggede bolden på overliggeren. Der blev dog ikke scoret mere, og derfor gik kampen i forlænget spilletid. 

Her var Josip Radosevic første gang nærgående i den forlængede spilletids anden halvleg, da han trykkede af fra distancen. Kort efter var Mads Døhr Thychosen ligeledes farlig med en flugter. Der blev dog ikke scoret, og derfor skulle kampen afgøres i en straffesparkskonkurrence.

Dominik Kaiser lagde ud med at brænde, men Mads Døhr Thychosen brændte ligeledes midtjydernes andet spark. Brøndby skulle dog komme bagud igen, da Josip Radosevic brændte det fjerde spark. Dermed lå det hele i hænderne på Alexander Scholz, og han scorede på midtjydernes sidste spark, hvilket sikrede FC Midtjylland sejren i den danske pokalturnering 2019.