FC Midtjylland fortsætter transferbonanza: Køber forsvarsspiller i Viborg
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

FC Midtjylland fortsætter transferbonanza: Køber forsvarsspiller i Viborg

Søren Reese skifter til FC Midtjylland og udlejes til AC Horsens.

FC Midtjylland fortsætter den vilde transferbonanza, klubben har gang i denne sommer.

Nu har klubben præsenteret forsvarsspiller Søren Reese, som skifter til FC Midtjylland på en femårig aftale. Forsvarsspilleren er hentet i Viborg FF.

Ligesom med Sammy Skytte, der blev hentet i Silkeborg tidligere onsdag, udlejes han til AC Horsens den kommende sæson.

- Søren er en duelstærk spiller, særligt i hovedspillet, og han er en type, som forsvarer frem i banen, hvilket altid sker med stort mod, siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen og forklarer:

- Nu får Søren mulighed for at udvikle sig yderligere i spillet med bolden på øverste niveau, og han har vist evnen til hele tiden at lægge på sit i forvejen høje niveau.

Fra Søren Reese lyder det.

- Jeg er fascineret af Bo’s tilgang til fodbold, og jeg er sikker på, jeg kan udvikle mig under ham. Der er en klar plan for min udvikling, og det er positivt, siger Søren Reese, der ser frem til de ting, han skal arbejde med i AC Horsens.

- FC Midtjylland har vist, at de ikke er bange for at give spillere chancen - senest blev Mads Døhr hentet hjem fra Horsens – og Bubacarr er et andet godt eksempel, siger Søren Reese.