Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland om Bubacarr Sanneh: At få ham tilbage ville være en drøm

Superligaens tophold har store tanker om Bubacarr Sanneh og håber på, at han en dag vender tilbage, men det er ifølge administrerende direktør Claus Steinlein urealistisk på nuværende tidspunkt.

Superligaens tophold, FC Midtjylland, har allerede hentet et par forstærkninger ind i form af Lasse Vibe, der er kommet til på en fri transfer fra svenske IFK Göteborg, samt offensivspiller Anders Dreyer, der er blevet købt i Premier League-klubben Brighton.

Derfor handler det formentlig om nu at få styr på defensiven, hvor der mangler et alternativ på højrebacken, og hvor der aktuelt er et par for meget i midterforsvaret.

Alligevel er det nærliggende at tro, at FC Midtjylland holder øje med en gammel ven af huset. Det er halvandet år siden, at FC Midtjylland solgte forsvarsspiller Bubacarr Sanneh til Anderlecht for 60 millioner kroner.

Stopperen er dog i problemer i Anderlecht, hvor han ikke har kunnet komme ind på holdet, og i sommer blev han udlejet til tyrkiske Göztepe. Det har dog kun kastet tre ligakampe af sig indtil videre, og det er ingen hemmelighed, at man kigger efter noget nyt til forsvarsspilleren, som Anderlecht nok også er ved at have givet op på.

Læs også:FC Midtjylland giver dygtige forsvarsspillere løbepas

Så er FC Midtjylland og administrerende direktør Claus Steinlein klar med en redningskrans?

- Det ville være drømmescenariet. Han er en klassespiller, siger han til tipsbladet.dk om udsigten til at få Bubacarr Sanneh "hjem" til FC Midtjylland:

- Men jeg kan ikke se, hvor han skal spille. Vi har skiftet system, siden han sidst var her, og vi har både Sviatchenko, Scholz og Nicolaisen. Det er både strategisk og økonomisk, der gør, at det nok ikke sker. Selv om vi har pengene, tror jeg ikke, vi vil bruge dem på en midterforsvarer. Det har intet at gøre med Bubacarr, for at få ham tilbage vil vær en drøm.

Sannehs betydning i FC Midtjylland var enorm. Han blev hentet i AC Horsens og solgt for mange, mange millioner af kroner halvandet år senere. Inden han skiftede, nåede han at være med til at sikre FC Midtjylland titlen i sommeren 2018, blandt andet ved selv at score et afgørende mål, der bragte FCM inden for rækkevidde af topholdet Brøndby.

Læs også:Sådan åbner og lukker transfervinduet i Danmark og de store lande

- Der bliver altid snakket meget om Kjartan Finnbogasons to mål, men der havde ikke været noget mesterskab uden "Bubas" ikoniske mål på Brøndby Stadion, siger Claus Steinlein.

Dermed risikerer Brøndby også, at Bubacarr Sanneh tager til en anden dansk klub - i hvert fald er det ikke utænkeligt, at en anden dansk klub forsøger at få spilleren til - eksempelvis på en lejeaftale.

- Jo, men sådan er det jo. Vi kan jo altså heller ikke købe alle spillere og enten bruge eller udleje dem, lyder forklaringen fra Claus Steinlein.

Bubacarr Sanneh er blevet 25 år, og kontrakten med Anderlecht løber frem til sommeren 2023. 

Læs også:Tidligere Esbjerg-spiller rykker til Indonesien

Læs også:Brøndby forlænger med 17-årig offensivspiller

Læs også:Bubacarr Sanneh og FCK-emne på listen: Storklub vil af med 24 spillere