FC Midtjylland sælger tjekkisk angriber
Foto: Aleksandar Djorovic/Polfoto
Superliga

FC Midtjylland sælger tjekkisk angriber

Den tjekkiske angriber Vaclav Kadlec til Sparta Prag.

Martin Pusic-handlen til belgiske Standard blev ikke til noget, men til gengæld kan FC Midtjylland glæde sig over at score en stor transfersum på tjekkiske Vaclav Kadlec.

Angriberen, der onsdag aften scorede for Tjekkiet, er nemlig blevet solgt Sparta Prag, bekræfter FC Midtjylland.

Det var ikke længe, Vaclav Kadlec var at finde i FC Midtjylland. Klubben hentede ham til Herning og Ikast i januar-vinduet fra tyske Frankfurt, men første halvsæson blev spoleret af en alvorlig skade, der også gjorde, at Kadlec ikke kom med i Tjekkiets EM-trup.

Starten på efteråret blev bedre for Vaclav Kadlec, der en kort overgang var topscorer i Alka Superligaen med tre mål, men siden stoppede han også med at lave mål, og da den tjekkiske klub kom på banen med et stort beløb, som Ekstra Bladet mener er omkring 20 millioner kroner, kunne sportsdirektør Claus Steinlein ikke sige nej.

FC Midtjylland har allerede afløserne klar i form af brasilianske Bruninho og norske Gustav Wikheim, der er kommet til på lejeaftaler for resten af sæsonen.

Kadlec fik sin fodboldopdragelse i Sparta Prag, inden han blev solgt til tyske Frankfurt. I foråret 2015 var han tilbage i Sparta Prag på en lejeaftale, hvor han scorede ni gange i 13 ligekampe. I FC Midtjylland nåede han i alt 13 kampe i Superligaen - han scorede tre gange.

24-årige Vaclav Kadlec bliver Sparta Prags dyreste spiller nogen sinde. Handler kan færdiggøres i dag, fordi det tjekkiske transfervindue lukker senere end de fleste europæiske.