Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland-spiller scorede for Australien i Asian Cup

Kantspiller Awer Mabil var på tavlen for Australien, der vandt med 3-0 over Palæstina ved Asian Cup.

Han spillede et strålende efterår for FC Midtjylland, og det ser umiddelbart ud til, at den australske kantspiller Awer Mabil har taget den gode for med ind i 2019.

Awer Mabil kom nemlig på tavlen, da Australien sikkert besejrede Palæstina med 3-0 ved Asian Cup.

James Maclaren havde bragt Australien foran med 1-0 efter 18 minutters spil, inden FC Midtjyllands Awer Mabil slog til. Det var den tidligere AGF'er Chris Ikonomidis, der slog et indlæg fra venstre og helt over på bageste stolpe, hvor Mabil stod helt fri og nemt kunne sparke bolden ind til 2-0.

Målet til 3-0 blev scoret i dommerens tillægstid af Apostolos Giannou, og igen var det Ikonomidis, der stod for oplægget.

Awer Mabil blev idskiftet med tre minutter igen af opgøret, mens AGF'eren Mustafa Amini sad på bænken under hele opgøret.

Australien fik dermed lidt oprejsning, efter mandskabet åbnede Asian Cup med et nederlag på 0-1 til Jordan, der fører gruppen med seks point. Australien ligger på andenpladsen i puljen med tre point, mens Syrien og Palæstina ligger med et enkelt point hver.