Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland tilbagekalder angriber og udlejer ham til engelsk klub

Pokalmestrene fra FC Midtjylland sender Chuma Anene til engelske Crewe Alexander.

Han var egentlig udlejet til norske FK Jerv frem til årsskiftet, men de danske pokalvindere fra FC Midtjylland har kaldt den 26-årige nordmand hjem.

Det har klubben gjort, fordi den i stedet har indgået en lejeaftale med engelske Crewe Alexandra, der får glæde af nordmanden frem til og med maj 2020.

Det oplyser FC Midtjylland på sin hjemmeside.

- FK Jerv har lavet et flot stykke udviklingsarbejde med Chuma, så vi har været meget glade for samarbejdet med nordmændene, siger FC Midtjyllands assisterende sportschef, Ove Pedersen, og forklarer:

- Forårets præstationer i FK Jerv gjorde, at interessen for Chuma steg, og det bliver godt for ham at tage endnu et skridt opad i bestræbelserne på at genstarte karrieren. Ved at komme til England åbner der sig også automatisk nye og andre muligheder i forhold til at spille i Skandinavien.

Chuma Anene har aldrig spillet en kamp for FC Midtjylland, men klubben hentede angriberen og sendte ham straks til Fredericia på en lejeaftale. Nu skal han altså prøve kræfter med engelsk fodbold, hvor han efter fem mål i 14 kampe i Norge har fået en lejeaftale for denne sæson.

Crewe Alexandra spiller i League 2 - den fjerdebedste række i England - hvor klubben i øjeblikket ligger nummer seks med seks point efter tre kampe.

I FCM har Anene kontrakt frem til sommeren 2020.