Siden 2011 har Arbejdernes Landsbank været en af de store sponsorer i FC Nordsjælland, og det samarbejde har parterne nu været så tilfredse med, at de har forlænget aftalen frem til 2020.
Dermed skal FC Nordsjællands trøjer i den kommende tid prydes af DHL samt Arbejdernes Landsbank, og det glæder klubejer Allan K. Pedersen, at der nu er styr på den del af forretningen. Det giver mere fokus på fodbolden.
- Vi har nu begge vores trøjepartnere på plads, og når to af vores største partnere viser os så stor og lang tillid, senest med forlængelsen af Arbejdernes Landsbank i fem år, så giver det os ro til at arbejde videre med vores strategi omkring udviklingen af Superliga-holdet, talentudviklingen og klubbens kommercielle områder, som alle er vigtige parametre for at få en fodboldklub til at fungere, siger Allan K. Pedersen til klubbens hjemmeside.
FC Nordsjælland går ind til forårssæsonen på femtepladsne i Superligaen.