Video : Tipsbladet
Superliga

FC Nordsjælland sælger angriber til Juventus

FC Nordsjælland har solgt den 18-årige Nikolai Baden Frederiksen til Juventus, hvor han har underskrevet en fireårig kontrakt.

Gennem de seneste år har FC Nordsjælland haft stor succes med at sælge unge spillere videre, som har slået igennem på klubbens førstehold. Den kategori falder Nikolai Baden Frederiksen uden for, men ikke desto mindre er han nu blevet solgt.

Den 18-årige angriber har blot spillet 10 kampe i Superligaen for FC Nordsjælland, hvor han har bidraget med tre scoringer, men nu er han blevet solgt til Juventus. Det er da heller ikke en del af FC Nordsjællands plan at sælge, inden spilleren har etableret sig i Superligaen – men Juventus kunne klubben alligevel ikke sige nej til.

- Det er ikke en del af vores strategi og planlægning at lade vores egne talenter flyve fra reden før, de har prøvet kræfter med, og etableret sig i, Superligaen og dermed udviklet sig tættere på deres fulde potentiale. Og derfor har vi flere før stået fast på det, uanset hvilke økonomiske muligheder og interesser, der har været på bordet og trukket den anden vej.

- Men vi vil heller ikke stå i vejen for en hel unik mulighed for en ung mand, der har været igennem vores akademi, til at få opfyldt en drøm. Juventus er en ”once in a lifetime” mulighed og en drøm for alle fodboldspillere. Juventus har ageret meget professionelt i hele dette forløb. Samtidig ved vi, at de har fulgt Nikolai gennem længere tid og ved, hvad de vil have og får. Og derfor er vi endt med at takke ja til det, vi anser som et fornuftigt tilbud i dette tilfælde, selvom vi gerne så ”Futte” blive hos os og for alvor slå igennem på Right to Dream Park, som så mange af hans venner på akademiet har gjort før ham, siger direktør i FC Nordsjælland, Søren Kristensen, til klubbens hjemmeside.

Nikolai Baden Frederiksen, der i daglig tale går under øgenavnet ”Futte”, er til at begynde med tiltænkt en rolle på Juventus’ U23-hold, og han forlader FC Nordsjælland efter tre år i klubben. Nu venter et eventyr i en klub, som han var nødt til at gribe.

- FC Nordsjælland har givet mig rigtig meget, siden jeg kom til for over tre år siden. Og jeg er sikker på, at de kunne give mig endnu mere, og jeg kunne have slået igennem for alvor i klubben. Men den mulighed, jeg nu har fået i Juventus, er så stor for mig og min karriere, at jeg føler, det er en mulighed, jeg er nødt til at gribe. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle de trænere og klubfolk i FCN, som har gjort så meget for mig, siden jeg kom til Nordsjælland, lyder det fra angriberen.