Han kom som et spændende navn fra engelske Sunderland, og FC Nordsjælland betalte også godt med penge for at få den nu 21-årige David Moberg Karlsson til klubben i sommer. Men efteråret blev aldrig nogen stor succes for den svenske angriber, der også kan spille på kanten, for han spillede kun én gang fra start og fik så ellers sporadisk med minutter her og der.
Nul mål og nul asssist tegnede angriberen sig for, men i foråret har han taget fat og løftet FC Nordsjælland. Godt nok kom hverken Moberg Karlsson eller FC Nordsjælland på tavlen i forårets første to kampe, men siden har FCN hentet 10 point i fire kampe, og Moberg Karlsson har scoret i alle fire kampe. Det er der også glæde over FCN-træner Olafur Kristjansson.
- Jeg ved ikke, om jeg er overrasket. Jeg vil nok mere sige, at jeg er imponeret over det høje niveau, han har holdt. Han bliver ved med at score, og han spiller godt. Vi vidste, at han havde potentiale, men det er svært at sige, hvor højt loftet hos en spiller. Vi så i efteråret tegning til, at der var et kæmpe potentiale, men det er aldrig til at sige, hvornår eller om det bliver forløst, siger Olafur Kristjansson til tipsbladet.dk.
- Det handler meget om balance og psykologi, og da han kom her, var han uden selvtillid. Det var vigtigt for os at lære, hvordan vi inspirerer og motiverer ham, og det tog noget tid. Han var selv meget afklaret om, at det ville tage noget tid, da han kom hertil. Vi arbejdede med fysikken og selvtilliden i starten, og han har hele tiden været realistisk og ydmyg. Og nu hvor han scorer, er han også meget nede på jorden. Han har forståelse for, at det kræver et stort arbejde til træning for at blive bedre, siger Olafur Kristjansson, der bestemt er glad for det, han har fået ud af Moberg Karlsson.
Svenskeren har ud over at score mål også leveret et godt stykke arbejde, og det gør bare præstationerne endnu bedre og endnu mere lovende, lyder det fra FCN-træneren.
- Han er en pågående og driblestærk angriber, der også kan spille på kanten. Det vidste vi. Han er teknisk dygtig og har et fantastisk venstre ben. Han har fået en fantastisk start på foråret, og her taler jeg ikke kun om målene. Alle vores statistikker viser, at han arbejder stenhårdt, og at han har mange løb i kampen. Det er virkelig en fornøjelse, at han også biddrager med det, siger Olafur Kristjansson.
FC Nordsjælland skrev i sommer en fireårig kontrakt med svenskeren, der også er fast inventar på det svenske U/21-landshold. Men bliver han ved med at spille, som han gør lige nu, bliver det nok svært for FCN at holde på ham.
Næste chance for at score for David Moberg Karlsson bliver på søndag, hvor klubben får besøg af OB.