Den unge FC Nordsjælland-back Adam Örn Arnarson er snart fortid i klubben. Han er således tæt på at skifte til Aalesund i den norske Tippeliga. Det skriver det islandske medie 433.is. Det bekræftes af tipsbladet.dk's oplysninger, der siger, at Arnarsons agent i øjeblikket befinder sig i Norge for at ligge sidste hånd på aftalen med Aalesund
20-årige Arnarson har spillet i Farum-klubben siden 2014, hvor den daværende cheftræner Olafur Kristjansson hentede ham. Siden har han optrådt i 16 Superliga-kampe; 8 i denne sæson og 8 i sidste.
Islændingens kontrakt med FC Nordsjælland udløber til sommer, og derfor virker et skifte sandsynligt, hvis ikke parterne ønsker at forlænge samarbejdet.
Hvis Arnarson ender i Aalesund, bliver han holdkammerat med to landsmænd. Aron Elís Þrándarson og Daníel Leó Grétarsson spiller allerede i klubben, der blev nummer 10 i den forgange sæson i Tippeligaen.