FCH-formand om forsinket stadion: Ubærligt, hvis det koster en nedrykning
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCH-formand om forsinket stadion: Ubærligt, hvis det koster en nedrykning

FC Helsingørs forsinkede stadionbyggeri kan koste dyrt, når der skal uddeles Superliga-licens. Hvis klubben overlever sportsligt, men ryger ned på det administrative, vil det være "helt smadrende for os som klub", siger bestyrelsesformanden.

Helsingør Stadion har en af landets smukkeste beliggenheder tæt på skovens natur og med Øresund og Kronborg i baghaven. Men hvis de alligevel bander hjemmebaneforholdene langt væk i FC Helsingør i disse dage, er der en god grund.

Dels er banen frosthård, og forårets anden hjemmekamp er også blevet flyttet til Farum, dels er byggeriet af den nye fodboldarena i byen blevet forsinket. Udbuddet skal gå om, og det skubber hele projektet fire-seks måneder.

- Det er noget rigtig møg. Det, at der er nogle ting, som er ude af ens egne hænder, er dybt frustrerende. Frustreret er jo et mildt ord, men det er rigtig, rigtig skidt, siger bestyrelsesformand Finn Moseholm til tipsbladet.dk.

Han ærgrer sig især, fordi klubben i sommer brugte otte-ni millioner (heraf 2,9 fra Helsingør Kommune) på sikkerhed i udebaneafsnittet, ny tribune, nye lysmaster og faciliteter til tv-kanalerne. FC Helsingør har altså gjort, hvad klubben kunne for at leve op til de kravene for at få dispensation for at spille i Superligaen på den normale hjemmebane.

- Vi har lavet mange midlertidige løsninger. Vi er jo stadig en forening og en lille klub med et lille budget, så hvor andre, der rykker op, ville bruge de fem millioner på at investere i spillere, var vi nødt til at sige, at det var vigtigere for os at få lov til at spille i byen og bruge de ekstra midler, vi fik ind, til at opgradere stadion til licenskravene.

Det nye stadion i Helsingør kommer tidligst til at stå færdig om et års tid, og det sætter potentielt FC Helsingørs Superliga-licens i fare. For man kan kun få dispensation fra licenskravene til stadion i én sæson, så fra næste skal planerne og finansieringen af et nyt stadion i princippet være på plads. 

Det planlagte stadion er samtidig for småt til Superligaen, da det kun rummer 4000 tilskuere, mens 10.000 er kravet. Kommunen er ganske gået i gang med at udarbejde en lokalplan for et Superliga-egnet stadion, men den slags tager som regel også et halvt års tid.

Så hvis førsteholdet ellers overlever i den bedste række, skal klubben finde en løsning på stadion-problemet, eksempelvis at leje sig ind et andet sted. Alternativet er næsten ikke til at tænke på for Finn Moseholm.

- Det vil jo være helt smadrende for os som klub, hvis vi nu overlever i Superligaen, men bliver smidt ned, fordi vi ikke opfylder den del, som er ude af vores hænder. Så er det jo næsten ikke til at bære. Det er ikke sjovt lige i øjeblikket, det må vi sige, lyder det fra formanden.

- Der håber jeg selvfølgelig på, at der er den forståelse for, at vi som klub har gjort alt det, vi kunne. Vi har opgraderet alt det, vi kunne, og det skal jo også ses som en helhed. Det er jo hele vores eksistensgrundlag, vores ungdomsafdeling, alt det, vi har fået bygget op. Hvis man pludselig siger, at "nu trækker vi licensen", og så har vi ofret alle de ting...

- Jeg ved godt, at vi fik licens for et år, og det var fantastisk, man gjorde det, og vi havde alle sammen håbet på det, men så kan næsten ligesom sige: "Argh, kunne vi så ikke trække den det hele halve år eller tre kvarte år mere?", eller hvor lang tid der nu kommer til at gå. Det vil vi som klub selvfølgelig forsøge at appellere til. At vi opfylder sådan set alle andre krav. 

Den 15. februar skulle alle klubber, der ønsker licens til Superligaen i næste sæson, indsende deres ansøgning. Det gjorde FC Helsingør også, men det var, før stadionbyggeriet blev forsinkeret. Derfor "kommer der formentlig et bilag mere", som Finn Moseholm siger om ansøgningen.

Men, tilføjer formanden:

- Udfordringer jo til for at prøve at blive løst.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.