FCK-anfører: Svært at se andre end Ståle bære fanen videre
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

FCK-anfører: Svært at se andre end Ståle bære fanen videre

FC Københavns anfører Thomas Delaney glæder sig over forlængelsen med Ståle Solbakken, der sikrer en kontinuitet, der har været savnet i klubben.

I flere år frem vil man kunne høre Ståle Solbakkens stemme gjalde ud over FC Københavns træningsanlæg på Jens Jessenvej på Frederiksberg. Han var ganske vist ikke til stede onsdag formiddag, hvor assistent Brian Riemer varetog træningen, men efter nordmandens forlængelse af sin kontrakt, er det planen, at Ståle Solbakken skal være FCK-manager minimum frem til sommeren 2018. 
 
Det blev offentliggjort i weekenden, og for FC Københavns anfører Thomas Delaney var det en god nyhed. 
 
- Jeg er glad for det. Jeg har haft Ståle i mange år nu, og jeg har svært ved at forestille mig andre bære fanen videre i FCK, så jeg synes, det er naturligt, siger Thomas Delaney til tipsbladet.dk.
 
Thomas Delaney fik selv debut på FC Københavns førstehold under Ståle Solbakken for snart seks år siden, og han har dermed kendt den norske træner i lang tid. Det har dog taget tid at lære nordmandens stile at kende. 
 
- Ståle er en træner, man skal lære at kende. Han er en træner, der forventer meget af sig selv, og han forventer meget af andre. Han er ærlig, men når man lærer ham at kende, er det let forståeligt. Der er ikke så meget bullshit, og det skinner igennem i klubben. Vi stiller mange krav, og det gør han også, siger Thomas Delaney. 
 
I perioden maj 2011 til august 2013 var Ståle Solbakken ikke i FC København, der til gengæld forsøgte sig med tre forskellige cheftrænere i form af Roland Nilsson, Carsten V. Jensen og Ariël Jacobs. Det var tre personligheder, der var væsentligt anderledes end Ståle Solbakken, mener Delaney. 
 
- Han er klart mere direkte. De andre trænere, vi har haft, var lidt mindre guidende. De var mindre dirigerende, hvor Ståle gerne vil være meget involveret. Han fokuserer i udgangspunktet meget på en stærk defensiv, hvorfra man scorer mål, fortæller midtbanemanden, der glæder sig over, at der nu er udsigt til mere kontinuitet i FC København, der ellers har haft fire trænere i løbet af de sidste fire år. 
 
- Det (mere kontinuitet, red.) er en stor styrke styrke for klubben, for vi har fået mange nye spillere inden for de seneste par år. Nogle gange er rokader nødvendige, men man vil helst have et sammenhold og komme styrket ud af hvert transfervindue. Nu kan vi få noget ro på, og de spillere, som Ståle har købt ind, kan også forvente, at han fortsat er træner. Det skaber forhåbentligt noget ro, så vi kan bygge videre i næste sæson, siger Thomas Delaney.
 
- Vi blev svækket efter den sæson, hvor Ståle, William Kvist, Antonsson og Grønkjær forlod klubben. Vi fandt ikke rigtig rytmen udover da vi havde Ariël i en periode. Ståle er en stor figur i FCK, og det skaber noget sikkerhed, tilføjer han. 
 
Anføreren mener, at FC København nu står godt rustet til at vende tilbage til den styrke, som klubben tidligere har haft. 
 
- Der er en ting, der gælder i FCK: Det er at vinde mesterskabet. Vi kom dårligt fra start i den her sæson, men nu synes jeg, at vi viser gode tegn. Defensivt kan det komme til at være en rigtig god sæson, men vi ved også, at der skal flere mål til at afgøre det. Men fremtiden ser lys ud, og vi gør mange ting rigtigt, siger FC Københavns 23-årige anfører.