FCK-fighter sulten efter mere succes
Illustration
Superliga

FCK-fighter sulten efter mere succes

Danny Amankwaa nyder sin succes med en flot kamp mod FC Nordsjælland, men det har også været hårdt at kigge på uden at få chancen.

Danny Amankwaa var kampens oplevelse, da FC Nordsjælland og FC København torsdag aften dystede om at blive AaBs modstander i pokalfinalen. Den lille dribler zigzaggede sig gennem FC Nordsjællands forsvar og var en af københavnernes eneste trusler i åbent spil.

Indsatsen blev også hædret med en lille pokal som symbol på, at han blev valgt til kampen pokalfighter, men tilliden fra Ståle Solbakken varmer mest.

- Det er rart at vide, at Ståle tror på mig. Især i så vigtig en kamp som pokalsemifinalen. Så det er et kæmpe skulderklap. Da han så løftede mig op ved udskiftningen tænkte jeg, at han nok syntes, jeg havde gjort det meget godt. Det var en stor anerkendelse, siger Danny Amankwaa til tipsbladet.dk.

Ståle Solbakken løftede ved udskiftningen af Danny Amankwaa sin unge spiller op i luften, som var han en levende pokal, og det var altså for Amankwaa forløsningen efter at have siddet på bænken i lang tid og ventet på sin chance i en frustrerende tid.

- Det har været lidt irriterende at sidde uden for. Som ung spiller har man meget selvtillid, så jeg føler selvfølgelig, at jeg er god nok. Jeg ved, at jeg nok skulle vise, at han tog fejl. Så kampen mod FCN var en god kamp at vise det i. Det er i pokalkampene, jeg kan vise, at jeg skal spille Superliga-kampene også. Så det har givet meget blod på tanden, siger Amankwaa.

Han har muligheden for at vise, at han kan viderebringe pokalpræstationerne til Superligaen, når FC København søndag tager imod AGF i Parken. Det bliver i så fald Danny Amankwaas ottende Superliga-indhop i denne sæson.