FCK-kant tæt på comeback: Kommer stærkere tilbage
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

FCK-kant tæt på comeback: Kommer stærkere tilbage

Danny Amankwaa håber på FCK-comeback i oktober.

Den 26. april 2015 er ikke en dato, Danny Amankwaa vil mindes med glæde. Det er således datoen for, at FC Københavns offensivspiller blev skadet med en sprængt akkillessene, der har holdt ham væk fra Superligaen lige siden. 

Nu lysner det imidlertid for kantspilleren. Danny Amankwaa har været helt fri for smerter i et stykke tid, og nu nærmer han sig et comeback. 

- Det er gået utrolig godt. Jeg har trænet fuldt med i to uger nu, så nu håber jeg, at jeg snart kan få noget kamptræning. Jeg regner med at spille nogle kampe for reserveholdet inden for de næste par uger. Det er målet. Der er hård konkurrence på førsteholdet, hvor der er stor kamp om pladserne, men jeg håber, at jeg kan komme i spil til Superligaen efter landsholdspausen i begyndelsen af oktober, siger Danny Amankwaa til tipsbladet.dk. 

Amankwaa blev i første omgang spået en pause på et halvt år, men han er altså kampklar under fem måneder efter skaden. Selvom det er gået hurtigere end ventet, har det dog været en hård omgang.

- Det har været hårdt, for det har været min første lange skade. Jeg har prøvet at se positivt på det, og jeg har arbejdet med forskellige ting, så jeg kan komme stærkere tilbage. Jeg har taget nogle kilo på i muskler, og jeg føler, at jeg er blevet bedre. Det glæder jeg mig til at vise frem, siger Danny Amankwaa, der har arbejdet hårdt for at komme hurtigt tilbage. 

- Der gik kun et par dage efter operationen, før jeg begyndte at træne, og da jeg fik skinnen af min fod, trænede jeg også den med det samme. Jeg har fået god hjælp og støtte af fysioterapeuterne, og det har været medvirkende til, at jeg er kommet hurtigere tilbage, fortæller kantspilleren. 

Danny Amankwaa er altså næppe i spil til de kommende to FCK-kampe mod FC Vestsjælland i pokalturneringen og Brøndby i Superligaen, men hvis han kommer i kamp efter landsholdspausen, kan han få comeback mod Hobro i 12. spillerunde, der afvikles midt i oktober.