FCK-keeper skifter til tysk klub
F.C. København
Superliga

FCK-keeper skifter til tysk klub

Reservekeeper Jakob Busk skal spille for 2. Bundesliga-klubben Union Berlin, erfarer Ekstra Bladet.

Jakob Busk forlader FC København.

Målmanden skal til tyske Union Berlin, der spiller i 2. Bundesligaen, skriver Ekstra Bladet.

Union Berlin har haft Busk til prøvetræning i klubben på det seneste, og danskeren vogtede målet i en træningskamp mod Villarreals næstbedste mandskab i går.

Her overbeviste Busk tyskerne om, at han er værd at satse på.

- Jakob har i træningen og i testkampen efterladt et godt indtryk. Vi er overbevist om hans evner og færdigheder, og vi vil gerne fortsætte samarbejdet i fremtiden, siger træner Sasha Lewandowski ifølge Ekstra Bladet til klubbens hjemmeside.

Avisen mener at vide, FCK har accepteret Unions Berlins tilbud, der lyder i omegnen af to millioner kroner, og at en aftale snart skal være endelig på plads.

22-årige Busk har tidligere været udlejet til AC Horsens og norske Sandefjord.