FCK lokker ikke AGF-træner
Få måneder før FC København præsenterer Ståle Solbakens afløser i cheftrænerstolen, kører rygtemøllen endog meget langsomt, når det gælder mulige kandidater. Egentlig er det vel kun Malmös Roland Nilsson, den gamle FCK-duo Tobias Linderoth/Marcus Allbäck og AGF-træneren Peter Sørensen, der har været fremme i mere eller mindre seriøse rygtehistorier. Nu understreger en af kandidaterne imidlertid, at han ikke kan lokkes væk fra sit nuværene job. Heller ikke hvis FC København banker på.
Læs også: Divisionstræner kandidat til FCK
- Jeg er rigtig glad for at mit job i AGF, og jeg kan ikke forestille mig et job, jeg hellere ville have. Jeg er så glad for at være i AGF, at hvis de fra klubbens side lige nu bankede på min hoteldør og spurgte om jeg ville have fem år mere oven i de eksisterende tre, jeg allerede har skrevet under på, så ville jeg sige ja lige med det samme, siger Peter Sørensen, der i øjeblikket er på træningslejr i Tyrkiet med sin AGF-trup, til Aarhus Stiftstidende.
Peter Sørensen virker ellers som en oplagt kandidat, da han er en ung træner, der hylder mange af de samme dyder, som FC København. Og vigtigst af alt har han lært trænergerningen af Ståle Solbakken, der var hans chef, da han i midten af sidste årti var assistenttræner i norske Ham-Kam. Men Solbakkens elev ønsker ikke at overtage læremesterens plads. Han vil helllere blive, hvor han er.
- Jeg kan vel ikke komme meget tættere på en egentlig garanti end, at jeg - som sagt - ikke ville tøve med at forlænge min kontrakt med AGF her og nu, hvis det var sagen. Men tingene kan jo altid ændre sig, det er jeg ikke herre over. Hvis klubben eksempelvis pludselig ikke kan leve op til det, den har lovet, og vi på grund af økonomiske problemer er nødt til at sælge vores otte bedste spillere, så ville det pludselig være et andet udgangspunkt. Som tingene ser ud nu, så ville jeg ikke bytte mit job med noget andet i verden, slutter Peter Sørensen, der har trænet AGF siden sommerferien.