Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-profil ærgrer sig: Fik ikke mulighed for at spille med sit forbillede

FC Københavns Denis Vavro ærgrer sig over, at han aldrig får lejlighed til at spille sammen med sit forbillede Martin Skrtel.

Martin Skrtel er efterhånden blevet 34 år, og han føler ikke længere, at overskuddet rækker til at spille på både klub- og landshold. Derfor meddelte Fenerbahce-spilleren i starten af januar, at han havde valgt at stoppe på det slovakiske landshold med øjeblikkelig virkning. Midtstopperen nåede 102 landskampe og var anfører i mange af dem.

Dermed er det tid for Slovakiet til at spille en ny mand ind i det centrale forsvar, og et oplagt bud er FC København-profilen Denis Vavro, der også er udtaget til de kommende kampe mod Ungarn og Wales.

FCK'eren er klar til at træde i Skrtels fodspor, men allerhelst ville han have spillet sammen med den tidligere Liverpool-spiller.

- Jeg blev ked af det, for jeg har betragtet ham som en rollemodel, siden jeg var ung, og jeg ville gerne have prøvet at spille sammen med ham. Men han har truffet en beslutning, og den må vi acceptere, siger Denis Vavro til cas.sk og tilføjer:

- Jeg vil gøre mit bedste for at komme på holdet. Landstræneren ringede til mig, før jeg blev udtaget og spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte ham, at jeg spiller alle kampe for FC København, og at jeg er klar til at slå ihjel for en plads på landsholdet. 

En mand, der nåede at spille sammen med Martin Skrtel, er Daniel Agger, der i mange år huserede i Liverpools centrale forsvar sammen med den slovakiske landsholdspensionist.