Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-profil: Det var ikke godt

På trods af en sejr er Peter Ankersen ikke tilfreds med FC Københavns præstation mod Hobro IK.

Der var larmende tavshed i Telia Parken, da stadionuret rundede tre minutter. Fuldstændig overraskende kom Hobro IK nemlig foran og lagde et stort pres på FC København.

Kønt spil var det ikke, og FC København kæmpede med at få det til at hænge sammen. En udligning af Robert Skov ti minutter senere og to mål efter pausen reddede sejren på 3-1 hjem for Superligaens tophold.

Det var dog ikke lutter glæde efter kampen.

- Det var ikke godt. Det er en skidt start. Jeg ved ikke, hvad der sker de første ti minutter, men jeg synes, vi får ædt os ind i kampen. Vi kæmper godt og viser god moral, siger Peter Ankersen til TV3 Sport.

- Vi får kontrolleret det bedre i anden halvleg og får scoret de mål, vi skal. Det er sejren, der tæller, og spillet er knap så vigtigt, selvom vi selvfølgelig gerne vil spille bedre.

Nu venter en landsholdspause på to uger, og den falder på et kærkomment tidspunkt.

- Måske kommer den her pause belejligt, hvor vi lige kan få pustet ud og kigget alle tingene i gennem. Så er vi klar til de ti finaler, der kommer, siger Ankersen.