Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-profilens dom: Forventer at spille en endnu bedre sæson i år

Frem mod Superliga-start tager tipsbladet.dk en snak med en spiller fra hver af de 14 klubber om den kommende sæson. Her er det Rasmus Falk fra FC København.

FC Københavns titelforsvar, hele ligaens jagt på top 6 og historisk mange nedrykkere.

Lige om lidt begynder en ny Superliga-sæson, der tegner til at blive en neglebidende en af slagsen. Frem mod sæsonstart tager tipsbladet.dk en snak med en spiller fra hver af de 14 klubber om forventningerne til sæsonen.

Her er det FC Københavns Rasmus Falk, der har ordet:

Hvad forventer du af den kommende sæson for dit hold?

- Som før hver sæson forventer vi, at vi vinder det danske mesterskab. Vi har også en vigtig periode her i starten af sæsonen, hvor det handler om at kvalificere os til et europæisk gruppespil. Toppen af kransekagen vil være Champions League, men succeskriteriet er et europæisk gruppespil. Vi går 100 procent efter det ypperste og jagter den mulighed. 

- Alle der har valgt at komme til FCK er kommet for at spille under de rammer. Det er for at opnå noget og vinde titler, så man er klar over, at det medfører et pres. Det er anderledes, når man som ny spiller skal ind i det miljø, for der er forskel på at spille i København og så mange andre steder. Men det er man også blevet valgt til. 

Hvad forventer du af dig selv?

- Jeg har altid høje forventninger, når vi starter en ny sæson. Jeg forventer at lægge på og spille en bedre sæson end sidste sæson. Sidste sæson var fantastisk for både holdet og mig, så det bliver en udfordring med alle de kampe. Jeg skal holde mig fit, så jeg kan spille hele tiden og være klar, selvom det er et tæt program. Jeg har meget fokus på at være hundrede procent klar til alle kampe - uanset om det er onsdag-søndag-onsdag eller lignende. 

Hvem bliver sæsonens profil i din klub?

- Det gør vores anfører Carlos Zeca. Jeg nyder godt af at spille sammen med ham. Vi havde en fantastisk sidste sæson sammen på midten, hvor vi supplerede hinanden godt. Jeg håber, at vi kan lægge på i det samarbejde. Man har fået øjnene op for, hvor værdifuld han er, men han laver meget af det kedelige arbejde, der ikke altid bliver belønnet så meget. Han har altid et højt bundniveau, og man kan altid regne med ham på banen. 

- Derudover er der nogle spillere, der havde et højt niveau i sidste sæson, som vi håber kan ramme det samme i år. Robert Skov scorede mange mål og havde en fantastisk sæson, alle var imponerede af Dame N'Doye og Viktor Fischer har fået en god, lang pause, så han kan kan komme op i det gear, hvor vi kender ham. Så bliver vi svære at have med at gøre. 

Hvad bliver jeres største udfordring?

- I sidste sæson var vi gode til at være stabilt gode, indtil vi havde vundet det danske mesterskab. Vi tabte ikke kampe i lang tid, og nu handler det om at komme med samme sult, så vi kan køre kampene hjem, selvom det ikke altid er fantastisk fodbold. Mange kampe er tætte, men vi skal have kynismen til at få resultatet hjem. Vi skal have så mange som muligt til at ramme deres niveau, for i en lang sæson vil der altid være forskellige perioder, hvor man rammer et topniveau. Det vil man også se i år. Sådan er det alle steder. Vi skal have så mange som muligt op på et højt bundniveau.

Hvilket hold - og du må ikke sige dit eget - kommer til at overraske i denne sæson?

- Der er altid en overraskelse i Superligaen, men det er et specielt år, hvor der er tre nedrykkere. Det bliver spændende med Kent Nielsens Silkeborg. Det er en dygtig træner, som jeg tidligere har haft, og det bliver spændende at se, hvad han kan få ud af holdet. Jeg synes også, at OB og Esbjerg havde gang i meget af det rigtige sidste år, så det er svært at pege på, hvem der lige præcis kommer til at gøre det bedre end forventet.