Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-profilens dom: Jeg skal tage mere ansvar

Frem mod Superliga-start taler tipsbladet.dk med en spiller fra hver Superliga-klub om forårssæsonen. Her er det Rasmus Falk fra FC København.

Sidste sæson endte med en skuffende fjerdeplads i Superligaen, så der er kun én ting, der tæller for FC København i dette forår: Mesterskabet. Klubben er samtidig ude af både pokalturnering og Europa, så der er fuld fokus på Superligaen dette forår.

Frem mod sæsonstart taler tipsbladet.dk med en spiller fra hver Superliga-klub om forventningerne til forårssæsonen.

Her er det Rasmus Falk fra FC København, der har ordet:

Hvordan vil du vurdere jeres sæson hidtil?
- Den har været god. Vi kom fra en sæson, hvor vi skulle indhente noget, og vi startede med at tabe på hjemmebane. Men derfra har det været meget opadgående. Vi er tilfredse med pointhøsten i ligaen, og vi kvalificerede os flot til gruppespillet i Europa League. Vi er selvfølgelig lidt ærgerlige over, at vi ikke er med i Europa efter vinterpausen, men vi gjorde, hvad vi kunne. Det samme gælder pokalturneringen, men nu ligger vores fokus på gøre alt for at vinde ligaen i år.

Hvad forventer du af det kommende forår for dit hold?
- Det handler om at vinde ligaen. Det er det, vi har kampene til at gøre, og det er det, der er vores målsætning. Det er ambitionen hvert eneste år. Det glippede sidste år, og det kan måske være en motivationsfaktor, men vi skal være lige sultne hvert år. Det er vi i år, og det var vi også sidste år – dengang var vi bare ikke gode nok.

Og dig selv?
- Nu har jeg lavet en ny aftale med FC København. Jeg er glad her, og jeg har spillet rigtig mange kampe og fået mange gode oplevelser i både Superligaen og i Europa. Jeg har spillet på et godt niveau, og jeg har været her i lang tid, så for mig handler det om at tage endnu mere ansvar og bygge på – lige meget om det er på kanten, på midten eller et andet sted på banen. Jeg kender systemet og hele klubben ud og ind, så jeg skal lægge på mit spil og tage mere ansvar. Jeg tænker ikke så meget over, hvilken position jeg spiller, for det handler også om, hvad der er bedst for holdet, og hvad træneren føler, der er det rigtige i forhold til typer og modstandere. Det vigtigste er at spille, og jeg ser det som en god ting at blive brugt flere forskellige steder. På det seneste har jeg spillet mest på den centrale midtbane, og det er også der, jeg har trænet og spillet mest i opstarten.

Hvem bliver forårets profil i din klub?
- Med Robert Skovs efterår i tankerne, er det jo oplagt at pege på ham. Det var helt fænomenalt, og hvis han kan gøre lidt af det samme igen, vil vi alle være glade. Der er også nogle andre spillere, der har gjort det fantastisk. Jeg har haft æren af at spille ved siden af Zeca, og han har været undervurderet god. Han laver ikke 15 mål og 15 assists, men han betyder utrolig meget. Personligt har jeg et godt sammenspil med ham inde på midten, og det har fungeret tip-top. Og så er der jo Viktor Fischer, som vi glæder os til at få gang i igen. Han kommer med noget X-faktor, og det ser vi frem til.

Hvad bliver jeres største udfordring i foråret? 
- Vi skal være konstante. Midtjylland har været konstante. Vi har et flot pointgennemsnit, men det har FCM også, så det handler om at blive ved med at vinde fodboldkampe og få point i de kampe, hvor spillet måske ikke helt kører til 10 ud af 10. Vi skal vinde fodboldkampe.