FCK-profilens dom: Vi har kun set 80 procent af Falks potentiale
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

FCK-profilens dom: Vi har kun set 80 procent af Falks potentiale

Forårssæsonen i Superligaen står for døren, og tipsbladet.dk varmer op med interview med en spiller fra hver af de 14 klubber. Her FC Københavns Peter Ankersen.

Fredag i næste uge kommer foråret til Danmark. Efter to måneders vinterhi vender Superligaen nemlig tilbage til et stadion eller et tv nær dig.

Der er lagt op til en historisk forårssæson med slutspil i toppen og bunden, og på tipsbladet.dk hilser vi foråret velkommen med 14 interview med 14 Superliga-profiler – én fra hvert hold.

Her er det FC Københavns højreback Peter Ankersen, der har ordet.

Hvordan vil du vurdere jeres sæson hidtil?
- Jeg synes, den har været enestående på mange måder, i hvert fald for mig personligt, i og med vi ikke har tabt en kamp i Superligaen. Samtidig har vi spillet med i Champions League. Det vidner både om en bred trup og en kvalitet i vores nuværende hold, så det har været enestående indtil videre.

Hvad forventer du af det kommende forår for dit hold?
- Vi har jo to svære kampe mod Ludogorets nu her, hvor vi vil gøre alt for at kvalificere os videre og stadig have kampe i Europa. Og så har vi jo en kamp mod Brøndby, som måske kan definere vores sæson. Det er næsten den kamp i Superligaen, vi ser allermest frem til nu her.
- Hvis vi vinder den, vi det ikke afgøre mesterskabet, men det ville i hvert fald bringe os et stort skridt nærmere (forspring på 16 point, red.). Så det er vigtigt for os at komme videre i Europa for at have så mange kampe som muligt. Det er både noget, vores trup bliver stærkere af, og som vi alle sammen kan tage med videre.

Og dig selv?
- Jeg synes egentlig, jeg skal fortsætte i samme stil, som jeg gjorde i efteråret med at være offensiv og være god defensiv. Så håber jeg da på, at jeg kan lægge lidt mål til. Nu har jeg endelig fået hul på bylden (scorede sit første FCK-mål i november, red.), så jeg håber, der kommer lidt flere. Men det er ikke så meget det, jeg har fokus på. Det er mere at holde et stabilt godt niveau, mit topniveau i så mange kampe som muligt.

Hvad betyder det for jeres tilgang til foråret, at der er slutspil?
- Jeg synes jeg ikke, det betyder noget. Det fungerer lidt på samme måde, ved at det hold, der skraber flest point sammen, har vundet. Der kommer selvfølgelig flere større kampe mod modstandere af lidt højere kvalitet, end vi ellers ville have mødt i en normalt Superliga-sæson. Men det ændrer ikke så meget for os. Vi går efter at vinde hver eneste kamp, og det er det, vi har fokus på.

Hvem bliver forårets profil i din klub?
- Jeg ville meget gerne sige undertegnede. Det er selvfølgelig det, jeg går efter personligt; at være den bedste udgave af mig selv, men jeg tror, at sådan en som Falk godt kunne gå hen og få en betydende rolle. Jeg synes, han har gjort det rigtig godt, siden han kom til klubben.
- Nu har han haft et halvt år til at vænne sig til Ståles system, og jeg kender det lidt fra egen krop, at man skal bruge lidt tid på at komme ind i det hele under Ståle. Når man så er inde i måden, han vil spille på, kan man begynde at lægge til, og jeg tror kun, vi har set 80 procent af, hvad Falks potentiale rækker til. Så jeg tror, at han kan blive endnu bedre, end han var i efteråret.

Hvad bliver jeres største udfordring i foråret?
- Jeg tror, det bliver at holde skruen lige i vandet, hvis vi vinder mesterskabet tidligt. Stadig blive ved med at udfordre os selv. Det er selvfølgelig ikke givet, at vi vinder mesterskabet tidligt. Der kan stadig gå nogle ting galt. Men jeg tror, det bliver at holde det samme niveau, som vi havde i alle kampe i efteråret. Hvis vi kan det, ser det rigtig godt ud.