FCK-stopper: Vi skal mindst vinde en titel i sæsonen
Foto: FCK
Superliga

FCK-stopper: Vi skal mindst vinde en titel i sæsonen

Pelle Nilsson medgiver, at det bliver svært for FC København at blive dansk mester. Pokalfinalen har derfor stor betydning for københavnerne.

Det er decimeret FC København-mandskab, der møder FC Vestsjælland to gange inden for fire dage i denne uge. Mandag aften mødes de to hold i Slagelse i Superligaen, mens det på torsdag gælder pokalfinalen i nationalarenaen. 
 
Selvom FC Midtjylland søndag tabte 1-3 i Odense, er Superliga-guldet stadig meget langt væk for FC København, og spørgsmålet er derfor, hvad der fylder mest hos københavnerne, når der netop er en smal trup at tage hensyn til i øjeblikket. 
 
Forsvarsspilleren Pelle Nilsson – der er klar til at spille – tænker ikke så meget over, hvilken turnering, der spilles. Det gælder om at trække sig sejrrigt ud af kampene. 
 
- Vi skal forsøge at vinde hver eneste kamp. Vi har ikke sat et mål for ligaen eller de sidste kampe. Vi skal spille mod Vestsjælland nu, hvorefter vi skal møde dem i pokalen. Det er to kampe, som vi fokuserer på, og jeg tror naturligvis på, at vi vinder pokalen, så vi i det mindst vinder en titel i den her sæson. Det er vigtigt for os. I ligakampene skal vi forsøge at vinde de kampe, der kommer. Vi behøver ikke at tænke på andet, siger Pelle Nilsson til tipsbladet.dk. 
 
Han medgiver dog, at pokalfinalen pt har større værdi end Superligaen. 
 
- Ser man realistisk på det, er der større chance for at vinde pokalen end Superligaen. Det behøver man ikke at være Einstein for at regne ud. Nu skal vi spille en fantastisk kamp på torsdag i Parken, og det er min første chance for at vinde en titel. Jeg har været i finalen engang i svensk fodbold, hvor vi tabte, så nu håber jeg, at vi kan få en titel i den her sæson. Det var en af mine målsætninger ved at skifte hertil; nu har vi chancen, og den skal vi gribe, siger Pelle Nilsson.