FCK vandt underholdende topkamp i Odense
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCK vandt underholdende topkamp i Odense

Dame N'Doye scorede det enlige mål i FC Københavns 1-0-sejr over OB.

Tipsbladet.dk på Nature Energy Park i Odense 

Solskinnet, forårsfornemmelser og de 11.154 tilskuere i Odense gav løfter om en storkamp søndag aften, og opgøret mellem Superligaens nummer tre og et blev også en underholdende og spændende match, der dog kun kastede et mål af sig. FC København vandt 1-0 og er nu hele fem point foran FC Midtjylland i kampen om mesterskabet.

Kort inden kampstart kunne man også høre et stort jubelbrøl fra tribunen med FCK-fans, for meldingen om FC Midtjyllands pointtab i Esbjerg skabte en tidlig glæde hos mesterskabsbejlerne fra hovedstaden.

Det var ellers det fynske hjemmehold, der kom bedst fra start med en god mulighed til Casper Nielsen, der dog fik sin afslutning parreret af Jesse Joronen i FCK-målet. Kort efter kom OB’erne igen buldrende, og Anders K. Jacobsen tegnede sig for kampens andet skud på mål efter bare to minutters spil.

FC København svarede dog hurtigt igen i den livlige åbning på opgøret, for et OB-boldtab skabte en fin FCK-mulighed og et hjørnespark få minutter senere. Det var med andre ord en medrivende start på topkampen, hvor begge hold øjensynligt var indstillet på angrebsfodbold.

Som første halvleg skred frem, kom OB frem til flere gode muligheder, men FC København holdt godt stand og lukrerede undervejs på, at fynboerne manglede den sidste skarphed. På den måde holdt gæsterne sig inde i kampen, og man havde oplevelsen af en jævnbyrdig affære, hvor OB dog kunne have bragt sig foran, hvis man havde udnyttet de store perioder med spillemæssigt overtag bedre.

FC København kom endnu bedre med i opgøret efter pausen, hvor gæsterne havde flere gode angreb mod OB-målet. Sten Grytebust blev presset i anden halvlegs første minut, og både Viktor Fischer og Nicolai Boilesen havde gode forsøg, så OB’erne var advaret om en intens sidste fase af kampen.

I slutfasen kæmpede begge hold for at få de sidste procenter til at tippe til deres side, men et kvarter før tid viste FC Københavns frontduo, at de har noget ekstra. Med hælen tjattede Viktor Fischer til bolden, så Dame N’Doye fik en friløber, og den slags er guf for senegaleseren, der sikkert sparkede kuglen i kassen til FCK-føring.

I slutfasen forsøgte OB at hive det ene point i land, men det lykkedes ikke at nedbryde den velspillende FCK-defensiv, og dermed tog gæsterne alle tre point i det ellers så jævnbyrdige opgør.