Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-veteran: Det værste var at bo på tredje sal med krykker

Stephan Andersen forsøgte at få det bedste ud af sin lange skadespause, men det var en træls tid, lyder det fra FCK-målmanden.

Stephan Andersen er tilbage på træningsbanen i FC København efter en skadespause på knap et halvt år. Målmanden gik i stykker i en Superliga-kamp mod FC Midtjylland tilbage i maj med en sprunget achillesene, og det har været en kamp for den snart 38-årige FCK-spiller at komme tilbage. 

Missionen lykkedes, og det er en glad Stephan Andersen, der nu kan kalde sig skadesfri.

- Jeg har det meget fint. Det er rart at komme ud af den kælder der og komme ud på græsset og have en bold mellem benene. Når det er sagt, er jeg naturligvis heller ikke helt på toppen. Jeg kan godt mærke, at der mangler lidt endnu, siger Stephan Andersen til tipsbladet.dk.

Læs også:Nicolaj Thomsen: Det har ikke klikket på samme måde som i AaB

Målmanden vidste med det samme, den var gal, da han sank mod græsset på MCH Arena uden en eneste med- eller modspiller i nærheden.

- Da jeg kiggede mig tilbage og kunne konstatere, at der ikke var nogen, der havde trådt mig i hælen, vidste jeg godt, den var gal. Det var en lortedag, lyder det fra FC København-veteranen.

De fleste fodboldspillere kan blive enige om, at et langt genoptræningsforløb er noget af det værste, man kan blive udsat for, og det kan Stephan Andersen nikke genkendende til. Når han ser tilbage, føler han dog, han fik det bedste ud af den ufrivillige pause fra grønsværen.

Læs også:Stephan Andersen overvejer fremtiden: Kunne være fedt med et eventyr

- Jeg synes, jeg har taget genoptræningen med et okay humør. Det, der har været rigtig øv, var de krykker, jeg skulle rende rundt med i seks-otte uger. Det er ikke så godt, når man bor på tredje sal uden elevator. Det var træls, men – desværre kan man jo sige – har jeg haft godt selskab i kælderen af de andre skadede spillere. Dem har der været nogle stykker af, og det har hjulpet, at man ikke var alene, siger målmanden.

Stephan Andersen arbejder nu på at genfinde topformen og samtidig grubler han over fremtiden. Aftalen med FC København udløber til nytår, og han ved ikke, hvad der skal ske. Stephan Andersen fastslår, at han er åben for en rolle på- og udenfor banen i FCK, men andre klubber er også interessante.

Over for tipsbladet.dk bedyrer manager Ståle Solbakken, at der ikke er truffet en beslutning i forhold til Stephan Andersen. FCK råder foruden Stephan Andersen over Frederik Ibsen, Sten Grytebust og Karl-Johan Johnsson, og når efteråret er færdigspillet, vil klubben evaluere målmandssituationen. 

Læs også:Sydbank Pokalen: FCK skal til Køge eller Aalborg

Læs også:FCK-talent kan få dansk pas inden for kort tid: Drømmer om landsholdet

Læs også:Anders Lindegaard: Jeg er megaglad for, jeg ikke skiftede til OB