FCM-anfører: Vi har vænnet os til at være tophold
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

FCM-anfører: Vi har vænnet os til at være tophold

Kristian Bak mener, at FC Midtjylland er mentalt stærkere i denne sæson.

Kan FC Midtjylland holde sin Superliga-føring hele vejen til sæsonafslutningen og vinde det danske mesterskab? 

Det er det store spørgsmål i Superligaen, inden forårets sæsonstart hvor midtjyderne åbner med et forspring på otte point ned til den nærmeste forfølger fra FC København. I sidste sæson lå FC Midtjylland imidlertid også nummer et ved forårets start, men endte på en tredjeplads, men anfører Kristian Bak mener, at klubben holde hele vejen i år. 

-  Ja, det gør vi denne gang. Nu har vi brugt et års tid på at forme os og vænne os til at være et tophold. Vi har fået den mentale del med os fra sidste år, og det bliver vigtigt i det her forår, siger Kristian Bak til Ekstra Bladet.

Der har været meget snak om mulige gummiben i FC Midtjylland, men Kristian Bak tror på sit hold.

- Om tre og en halv måned så er den sang forstummet. FCK forsøger at ramme os oppe i hovederne ved at snakke om vores gummiben. Vi kommer også til at tabe kampe i foråret, bedre er vi heller ikke. Men hvis vi holder fokus og ikke lader os påvirke af noget, så vinder vi guld, siger han. 

FC Midtjylland åbner Superliga-foråret på mandag med en hjemmekamp mod OB.