Video : Tipsbladet
Superliga

FCM ansætter ny leder: Skal være med til at udvikle Ballon d'Or-vinder

FC Midtjyllands nye idrætsfriskole, Guldminen, har som erklæret ambition at udvikle verdens bedste fodboldspiller. Klubben har nu ansat den sportslige leder.

FC Midtjylland havde lagt det vanlige ambitionsniveau for dagen, da klubben for snart halvandet år siden præsenterede sit seneste påfund: en idrætsfriskole. Målet var, sagde Claus Steinlein, at udvikle verdens bedste fodboldspiller.

Til sommer slår skolen dørene op for de første elever, og i spidsen for den sportslige del af projektet skal den nuværende træner i SfB/Oure, Bjørn Holm, stå. Det fortæller Danmarksserie-klubben på sin hjemmeside.

Læs også:FC Midtjylland etablerer idrætsfriskole

- Det er med splittede følelser, jeg til sommer forlader Sydfyn. På den ene side glæder jeg mig enormt meget til de udfordringer, jeg står overfor. Det er et utrolig spændende projekt, FC Midtjylland har sat i søen. At få mulighed for at være med til at forme et miljø, der skal skabe superatleter og ikke mindst helstøbte mennesker, er en vildt spændende udfordring, jeg ser frem til at blive en del af, siger Holm.

- Det er et projekt, der vil gå forrest og forsøge at sætte nye standarder for, hvad det rigtige miljø kan gøre for børns udvikling, og jeg glæder mig enormt meget til at komme med på den rejse.

Læs også:Steinlein om Guldminen: Målet er at udvikle verdens bedste fodboldspiller

Når Guldminen åbner til sommer, vil det være for elever i 0.-6. klasse. Senere vil skolen også udbyde årgange op til 9. klasse. Guldminen er for både unge fodbold- og håndboldspillere.

Udover at være cheftræner i Danmarksserien er Bjørn Holm også ansat på på Skolerne i Oure, som er både efterskole, gymnasium og højskole. Her er han underviser og træner for skolernes elitefodboldhold samt pædagogisk og faglig ansvarlig for skolernes fodboldakademi.

Læs også:FCM-bestyrelsesformand: Vi skal være de bedste talentudviklere

Læs også:FCM: Skuffet, hvis vi om 20-30 år ikke har udviklet en Ballon d'Or-vinder

Læs også:Solbakken driller FCM's ambitioner: Måske kan de også spille i Europa et år