Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-assistent: Rigtig god stemning i truppen

Det er sjovt at være Midtjylland-spiller i disse dage.

Der er god stemning i den midtjyske spillerbus efter sidste weekends sejr over FC København.

Det fortæller assistenttræner i klubben, Henrik Jensen, forud søndagens kamp mod Randers til klubbens hjemmeside.

- Der er en rigtig god stemning i truppen. Det er klart, at vi havde en fantastisk oplevelse i sidste uge i Parken, som selvfølgelig gav ekstra selvtillid. Pokalkampen i Kjellerup var også rigtig fin, hvor vi fik set nogle flere spillere i aktion, og siden da er vi stille og roligt begyndt at fokusere på Randers-kampen, siger han. 

Randers var i sæsonens første kampe ligaens helt store positive overraskelse, men har tabt en smule af pusten på det seneste. Dog blev det i sidste runde til en sejr over Nordsjælland, og Jensen er ikke i tvivl om, det er et hold med kvalitet, som kommer til Herning. 

- Randers har været stærke i en længere periode, og de har masser af kvalitet både som kollektiv og individuelt. Det kommer til at kræve en god præstation fra vores side at slå dem, men det har vi også fuld tiltro til, at vi kan gå ud og levere.

- Det er ikke utænkeligt, at Randers kommer til at stå kompakt, og de har skabt masser af succes med deres gode organisation. Så vi skal spille hurtigt og være dygtige i gennembrudspillet. Tempoet bliver afgørende. Både i vores presspil og med bolden skal vi vise, at vi kan gøre det hele i et højere tempo, siger assistenten.

Midtjylland er et enkelt point foran FCK på andenpladsen. Randers ligger nummer fire, men kan med en sejr i Herning spille sig op på samme antal point som FCK. 

Læs Tipsbladets optakt til kampen lige her.