Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-back inden topbrag: Der skal bare fyres kul på

FC Midtjyllands Marc Dal Hende glæder sig til weekendens topbrag mellem FC København og FC Midtjylland i Telia Parken. Gæsterne kommer til hovedstaden med en god statistik, og den tror venstrebacken på, at mestrene kan få udbygget.

De har stort set fulgt hinanden siden første spillerunde, og her 16 runder inde i Superligaen 2018/2019 er der fortsat helt dødt løb mellem FC Midtjylland og FC København i toppen af tabellen.

Det ligner i den grad, at mesterskabet skal placeres i en af de to klubber, der har slået et markant hul ned til de resterende 12 mandskaber, og på søndag får vi så endnu engang et lille indblik i det indbyrdes styrkeforhold:

- Det bliver en stor kamp, der skal der ikke herske nogen tvivl om. Det er de to førerhold, der mødes, så jeg er sikker på, at det bliver en rigtig fed kamp, og der skal bare smides noget kul på og sparkes lidt til den her kamp.

- Der er efterhånden ved at være en rivalisering mellem FCK og FC Midtjylland, og den vil vi gerne være med til at sparke lidt til. Det er også derfor, at der selvfølgelig er mere på spil end bare de tre point. Nu har vi haft et godt tag på dem på det seneste, så der er også meget at vinde mentalt og på selvtillidskontoen, siger FC Midtjyllands Marc Dal Hende til tipsbladet.dk.

Og venstrebacken har ret i, at det er gæsterne på søndag, der kommer ind med de bedste oplevelser fra de seneste indbyrdes opgør. De seneste fem kampe mellem FC København og FC Midtjylland er simpelten endt med lutter sejre til ulvene, og for Marc Dal Hende er forklaringen simpel: 

- Vi er bare pisse gode. Nu stillede de ikke med stærkeste mandskab i pokalkampen tidligere på sæsonen, men det er normalt et hold, der ligger godt til os. FC København er også ved at være tilbage, hvor vi kender dem, og de har et godt hold nu, men vi har bare et godt tag i dem, fortæller han.

Fire af de seneste fem indbyrdes opgør har dog været i Herning, og den ene sejr i Telia Parken var næppe den mest fortjente af de fem. FC København styrede simpelthen kampen og brændte den ene store chance efter den anden, men FC Midtjylland vandt med 2-0 til sidst.

Og det siger også meget om midtjydernes kvaliteter:

- Jeg har det sådan, at det er ligegyldigt, hvordan vi vinder kampene, så længe vi vinder dem. Det hører også med til den vinderkultur, som vi har fået opbygget. Men det vil være tåbeligt at lukke øjnene for, at vi havde problemer sidste gang i Parken, og at vi i første halvleg næsten ikke kom over midten, som jeg husker det. 

- Det var måske lidt vores lod i sidste sæson, at vi vandt de kampe, mens det omvendt også sagde meget om FCK's sæson, forklarer Marc Dal Hende og fortsætter:

- Nu gælder det kampen på søndag, og selvom vi godt er klar over, at vi har vundet mange af kampene på MCH Arena, så kommer vi med en stærk tro på, at vi også vinder den her. Vi kommer til at angribe dem med et aggresivt udtryk, og jeg mener, vi har mange facetter i vores spil, som vi kan ramme dem med, siger venstrebacken.

Der er kampstart mellem FC København og FC Midtjylland i Telia Parken klokken 18.00 søndag aften. Læs optakten til kampen her.