Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-direktør tabte en pokalfinale: Det var højdepunktet i min karriere

Inden Ikast fS og Herning Fremad fusionerede og blev til FC Midtjylland, var Ikast i tre pokalfinaler og tabte alle tre. Den ene af de pokalfinaler spillede FC Midtjyllands administrerende direktør, Claus Steinlein, og han håber, at fredag endelig bliver dagen, hvor fodboldklubben vinder pokalturneringen.

Fire gange har FC Midtjylland været i den største enkeltstående kamp på dansk jord, og alle fire gange har klubben måttet se modstanderen vinde pokalturneringen. Og endnu værre er det, når man medregner statistikken for den ene af de to moderklubber. Tre gange var Ikast fS i pokalfinalen, og alle tre gange tabte klubben.

Syv tabte pokalfinaler kan de altså fremvise, men administrerende direktør i FC Midtjylland, Claus Steinlein, håber på, at han sammen med sin klub på fredag endelig kan vinde pokalturneringen, løfte trofæet og lade sig bade i champagne efterfølgende.

Direktøren har været med hele vejen og oplevede på nærmeste hold de fire tabte pokalfinaler i FCM's kun 20-årige historie. Og som spiller oplevede han også en pokalfinale.

Det var tilbage i 1997, hvor FC København i Parken vandt med 2-0 over Ikast fS. Altså to år, før FC Midtjylland blev født.

- Det bliver aldrig større end at være spiller i en pokalfinale. Det var højdepunktet i min karriere, selv om vi tabte. Det at stå og synge nationalmelodi før en kamp og mærke folkefesten var kæmpe stort.

- Vi var klart undertippet mod FCK, fordi vi var i 1. Division dengang. Det var også en helt anden tilgang til kampen. Nu kommer vi til pokalfinalen som klub med to titler i de seneste fire år, siger FC Midtjyllands administrerende direktør, Claus Steinlein, til tipsbladet.dk og forklarer:

- Det er en enkeltstående kamp, der betyder så meget. Udover at have været spiller i en pokalfinale har jeg faktisk også været assistenttræner i en. I 2011 var jeg i seks uger assistenttræner, og det var blandt andet under pokalkampen mod Nordsjælland. Man er noget tættere på det hele, end man er som direktør. Når man er direktør, sidder man jo bare og kigger. Jeg plejer at sidde og nyde det, men efter en time og et kvarter begynder nerverne at melde sig.

Steinlein har været med i hele udviklingen af FC Midtjylland. Fra at bygge akademiet i det midtjyske, til at være sportsdirektør og nu administrerende direktør. Og han peger på, at det er en klub, der er et helt andet sted nu, end da den senest tabte en pokalfinale, som altså var til FC Nordsjælland.

- I og med at det er noget tid, siden vi har været der, er det også nu gået op for mig, hvor meget det betyder, og hvor fedt det er. Jeg har siddet og set gamle klip. Det, at vi kan lave en fest for hele regionen og få mere end 10.000 tilskuere med og skabe en festdag, betyder meget. Om vi så også har en fest på hjemturen, må vi se.

- Det fede er, at når vi forlader Parken, vil der være en masse glade og sure mennesker. Det hele er på spil i forhold til følelsesregisteret. Det er pissesjovt, og jeg glæder mig helt vildt, siger Claus Steinlein.

For ham og hans klub bliver pokalfinalen samtidig en markering af klubbens 20-årige fødselsdag. Og man må sige, at de på 20 år er nået langt i det midtjyske. To danske mesterskaber, europæisk gruppespil, avancement fra gruppespillet i Europa League og en sejr hjemme over Manchester United i den første af to knockoutkampe i sekstendedelsfinalen i EL. Der mangler dog en pokaltitel.

- Alle kigger på os og ser på, hvordan vi bevæger os på et nyt plateau, hvor vi går ind til en pokalfinale som favoritter og med stor tro på det. Det er ikke kun os i FC Midtjylland, der tror på, at vi vinder - det gør eksperterne også. Mod Brøndby havde det jo været utænkeligt for bare 10 år siden - da vi mødte dem et par gange i pokalfinaler i starten af dette årtusinde, var de jo klare favoritter. Nu bliver det en helt lige kamp, der bliver afgjort på marginaler, siger han.

FC Midtjylland kommer til at holde til i Fælledparken med musik, underholdning og sang i løbet af dagen. Claus Steinlein holder nok også en lille tale, ligesom han skal snakke med de mange sponsorer og fans, der har taget turen til København og ligeledes har været med på FC Midtjyllands lange rejse siden 1999.