FCM-finne vil på førsteholdet næste sæson
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

FCM-finne vil på førsteholdet næste sæson

FC Midtjyllands Kaan Kairinen håber, at der venter ham førsteholdsfodbold i FC Midtjylland i næste sæson.

I januar 2016 hentede FC Midtjylland finske Kaan Kairinen til klubben, og han blev betegnet som et af de helt store talenter i finsk fodbold. Den 18-årige midtbanespiller har dog ikke været helt god nok til at bide sig fast i FCM endnu.

Kaan Kairinen står noteret for et kvarters fodbold i Superligaen for FC Midtjylland, og de blev fordelt over to kampe i sidste sæson. I sommerens transfervindue blev han udlejet til Skive IK, hvorfra han returnerer til FC Midtjylland til nytår.

Finnen gør sig dog ikke de store forhåbninger om at få sit gennembrud i denne sæson.

- Jeg drømmer selvfølgelig om at spille på førsteholdet i FC Midtjylland og vise, at jeg kan være med i de hårde kampe. Jeg håber, at det sker i næste sæson. Jeg vil gerne mærke lidt af fornemmelsen omkring førsteholdet, siger Kaan Kairinen til iltalehti.

Midtbanespilleren står noteret for fire kampe for Skive IK i denne sæson. Tirsdag var han en del af det finske U/21-landshold, der fik bøllebank og tabte 0-5 til Danmark.