Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-formand om fremtiden: Vi skal turde tænke som en udfordrer

Selvom FC Midtjylland er kommet på niveau med FCK og Brøndby, skal de ifølge Rasmus Ankersen fortsat tænke som en udfordrer.

FC Midtjylland formåede ikke at genvinde mesterskabet i denne sæson, men hele vejen igennem har de været førsteudfordrer til FC København. Den mentalitet med at være en udfordrer og kigge op ad skal de fastholde på Heden.

- Vi skal turde tænke som en udfordrer, selvom vi er blevet nummer 1. Nu udfordrer vi måske ikke så meget FCK og Brøndby, men måske de større klubber i Europa, siger bestyrelsesformand i FCM, Rasmus Ankersen, til Jyske Bank TV og fortsætter:

- Det kan godt være, at vi er blevet nummer 1, men i vores hoved må vi aldrig blive nummer 1. Det er det paradoks, vi har. Det handler om at forblive lille i hovedet, mens organisationen vokser. Vi må ikke blive ”the fat cat”.

Målet i klubben er at vinde flere mesterskaber og samtidig etablere sig i de europæiske gruppespil, hvor man på sigt stiler efter mere end blot at være med. Derfor handler det om ikke at blive afslappede i forhold til positionen i dansk fodbold, men hele tiden se opad.

- Det handler om, hvordan man skaber perceptionen af sit potentiale. At vi hele tiden bliver ved med at sammenligne os med noget, der får os til at ligne den lille klub, der skal hårdere for succes end andre. Vi konkurrerer med andre – ikke bare Superligaen, forklarer Ankersen.

Centralt er det, at den succes, som klubben har haft, ikke skal blive en sovepude, og til det formål har de i FC Midtjylland et klart mantra:

- Den, der ophører med at blive bedre, ophører med at være god. Det er det, der driver Midtjylland.

I eftermiddag kan FC Midtjylland med en sejr i finalen i Sydbank Pokalen over Brøndby opnå en ny triumf. De har således aldrig tidligere vundet pokalturneringen.