Video : Tipsbladet
Superliga

FCM købte spiller og udlejede ham: Jeg havde det helt fint med det

Forsvarsspiller Søren Reese blev denne sommer købt af FC Midtjylland og udlejet til AC Horsens. Han fortæller, at der fra start blev spillet med åbne kort.

Før starten på denne sæson var Søren Reese på kontrakt i Viborg FF. Han ville gerne spille på en højere hylde end NordicBet Ligaen, men han havde alligevel ikke troet, at det var de danske mestre fra FC Midtjylland, der skulle købe ham. Viborgs rivaler.

Der var dog den hage, at FC Midtjylland med det samme udlejede forsvarsspilleren til AC Horsens. En interessant handel og en interessant situation.

Ikke mindst for hovedpersonen.

- Jeg vidste, at det var en præmis for handlen. FC Midtjylland var i hele købsprocessen meget åbne omkring det. Det var ikke noget, der blev lusket ind ad bagdøren. Det gjorde det også lidt lettere for mig at indordne og affinde mig med den her lidt, i hvert fald i dansk fodbold, nye måde at købe spillere på. Jeg havde det helt fint med det. Især på grund af åbenheden. Jeg kunne sagtens se meningen med den plan, siger Søren Reese til Indersiden.

25-årige Søren Reese har været fast mand for AC Horsens denne sæson og har været en af de mest velspillende på Bo Henriksens mandskab. Efter planen vender han tilbage til FC Midtjylland til sommer.

Søren Reese ventes at være med fra start mandag aften, hvor AC Horsens møder OB i Superligaen. Senest scorede den centrale forsvarsspiller mod AGF.

Reese har kontrakt med FCM frem til sommeren 2023.