Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-nigerianer jubler: Det var en fantastisk sejr for os

Det var ikke nemt mandag aften mod Vendsyssel, fortæller Rilwan Hassan, der følte, betingelserne for at spille god fodbold var svær. Derfor er han ekstra glad for de tre point.

Der var seks point mellem FC København og FC Midtjylland, da sidstnævnte gik på banen til et opgør i Hjørring mod Vendsyssel FF, og de danske mestre fik, hvad de kom efter: Tre point, og dermed er afstanden mellem de to tophold også på tre point.

De forsvarende dasnke mestre var spillemæssigt aldrig på højde med det, FC København leverede i 6-1 sejren over OB, men mindre kunne altså også gøre det, og nigerianer Rilwan Hassan var oven på sejren meget, meget tilfreds for de tre point, der tikkede ind på kontoen.

- Sådan en kamp som den i går kunne sagtens have give et enkelt point, så at vi får tre point er helt, helt fantastisk. Vi ved, at vi er i hård konkurrence med FC København, så vi skal virkelig ud og vinde hver eneste kamp, og derfor var det også en virkelig god start på foråret, siger den 28-årige kantspiller, der selv var i startopstillingen, til tipsbladet.dk og forklarer:

- Det var sådan lidt underligt, for vi havde en fantastisk preseason, men der var ikke meget, der i går var som i Dubai. Vejret var ikke så godt, og banen var også svær. Så vi vidste, det ville ende med en duelkamp, og den vandt vi.

Selv om FCM kunne have følt et pres, da de gik ind til kampen og var seks point efter FCK, var det ikke noget, Rilwan Hassan mærkede.

- Vi gør vores eget. Altid. Og vi vidste før kampen i går, at det ville blive en hård duelkamp med nogle lange bolde. Ligegyldigt hvad fortsætter vi bare med at holde fokus på os selv, lyder det.

Kantspilleren, der har spillet i FC Midtjylland siden 2010, hvor han fik debut, var længe plaget af en skade og spillede således ikke i hele foråret 2018, og han brugte en del af efteråret på at komme helt tilbage i kampform.

Derfor har opstarten også været ekstra vigtig for Hassan, der har brugt den på at komme i den helt rette forfatning.

- For mig personligt var det fantastisk. Jeg var ude med en lang skade, og nu er jeg for alvor tilbage. Jeg skal vise holdet, at jeg er klar, og når jeg er på banen, vil jeg meget gerne være der for holdet. Mit håb er, at vi kan vinde mesterskabet igen, siger han.

FC Midtjyllands næste opgave er en kamp mod AaB. Det er mandag, og det er på hjemmebanen i Herning.