Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-profil om træners opsigelse: Det er ikke nemt at være så tro mod sig selv

Tim Sparv har kun respekt tilovers for Kenneth Andersens beslutning om at stoppe som cheftræner i FC Midtjylland. Andersen er tro mod sig selv, og det hylder Sparv.

FC Midtjyllands spillertrup vidste ikke, at deres cheftræner ikke følte sig tilpas i sin rolle, så det kom som et chok for Tim Sparv, da han fik at vide, at Kenneth Andersen ville stoppe. Men i går formiddag stod det klart, at holdet skulle have ny træner. Sådan da.

For den nye cheftræner, Brian Priske, er et velkendt ansigt i Herning og Ikast, hvor han har været assistenttræner i en årrække. Mens hans prøver sig af som cheftræner, træder Kenneth Andersen tilbage på akademiet, hvor han skal være head of coaching.

Mange vil måske mene, det er et skridt tilbage, men for Andersens er det selvvalgt, og Sparv hylder sin nu tidligere træners beslutning.

- Han var en god træner, men jeg respekterer hans beslutning. Det er modigt. Det er ikke nemt at være så tro mod sig selv. Al respekt til ham, siger Tim Sparv til BT.

Fremover skal Sparv og de andre FC Midtjylland-spillere jagte succes under Priske, der i går løftede lidt af sløret for, hvordan han har tænkt sig at agere som cheftræner.

- Jeg er en social person, der vil alle det bedste, men når det så er sagt, stiller jeg høje krav til mig selv og mine omgivelser. Vi skal ud på banen og have arbejdet med nogle ting og være lidt mere tydelige i det, vi vil. Både offensivt og defensivt. Så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi kommer til at se nogle forbedringer i det spil, som vi alle ved, vi søger lidt efter, sagde Priske.

Han første opgave i sin nye rolle bliver på søndag, når FC Midtjylland møder Priskes gamle chef Glen Riddersholm og SønderjyskE på udebane.