Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-profil vil være mester og i Champions League: Jeg er træt af at rykke ned

Awer Mabil har rykket ned to gange som lejespiller; nu vil han vinde guld og spille Champions League-fodbold med FC Midtjylland. Det har altid været hans store drøm.

Awer Mabil har været uheldig med sin timing. Han kom til FC Midtjylland i 2015, da klubben netop havde vundet sit første mesterskab. Da den vandt nummer to i 2018, var han udlejet til Paços Ferreira.

I stedet for at fejre mesterskab i Danmark måtte han lide den tort at rykke ned i Portugal. Sæsonen forinden var han også rykket ned med Esbjerg fB.

Derfor vil det betyde ekstra meget for Mabil, hvis FCM henter klubbens tredje mesterskab i løbet af sommeren.

- Jeg var glad på deres vegne, men det var også en motivation for mig, da jeg kom tilbage hertil. Jeg er træt af at rykke ned, så jeg gør alt, hvad jeg kan, for at bidrage til, at holdet får succes. Den dedikation holder jeg fast i resten af min karriere. Denne sæson har været god for hele holdet, og det er dejligt at være en del af et hold med indstillingen "vind, vind, vind", siger Awer Mabil til tipsbladet.dk.

- Personligt vil det betyde alt. Jeg har ikke vundet et mesterskab endnu. Jeg har vundet to pokaltitler, én i Australien og én her. Så det vil være dejligt at få det første af mange.

Hvor stort det end vil være for Mabil at kalde sig dansk mester, ser succesen ud til at komme med et væsentligt aberdabei: FC Midtjylland kan ikke fejre mesterskabet med klubbens fans.

Læs også:46 Superliga-sommersalg: Kæmpe profiler på affyringsrampen

Som det ser ud nu, kan der hverken komme tilskuere på stadion eller samles i hobetal for at hylde Mabil og co., hvis holdet fastholder førstepladsen hele vejen i mål.

- Det er noget skidt, at det her er sket nu, for det ville være rart at gøre det med fansene. Jeg har aldrig vundet et mesterskab, så jeg har altid set frem til, at jeg en dag kunne fejre det med fansene. Det er dem, der er der for os hver uge. De støtter os, når vi vinder, og når vi ikke vinder. Så jeg håber, at folk må være sammen, når sæsonen slutter. Indtil da arbejder vi hårdt for at kunne give dem noget, vi kan fejre sammen, siger Awer Mabil.

Står det til den australske kantspiller, bliver det mesterskab, FC Midtjylland er på vej mod, dog ikke det sidste, han fejrer med klubben og dens fans. Mabil vil blive i hvert fald én sæson mere.

Det ville ellers være oplagt at tænke på at opleve noget nyt. Han fylder 25 til september, han har to år tilbage af sin kontrakt, og han har næsten to gode sæsoner bag sig. Men Mabil er også først lige ved at komme på fode, efter han mistede sin 19-årige lillesøster i fjor, og han har stadig store ambitioner med FCM.

- Det seneste år har jeg forsøgt at finde mig selv, for det har været et svært år personligt. Nu har jeg fundet mine fødder igen og nyder livet og fodbolden. Det er der, mit fokus er. Jeg har stadig to år tilbage, med mindre klubben sparker mig ud. Så jeg nyder min tid her, og jeg tror, jeg kan skrive historie med holdet, hvis vi kommer i Champions League, siger han.

- At spille i Champions League er min drøm. Derfra må vi se, hvad fremtiden bringer. Man ved aldrig i fodbold. Men jeg er her 100 procent, og jeg har ingen tanker om at skulle nogen vegne. For vi har et godt hold her. Et hold, der rent faktisk kan komme i Champions League og gøre det godt.

Læs også:Corona-krise: Benham skal dække FCMs underskud på svagt transfermarked

Europæiske gruppespil har i årevis været FC Midtjyllands helt store akilleshæl. Siden Europa League-eventyret i 2015/16 er holdet snublet hver gang. Så mener Mabil, at holdet er godt nok i næste sæson?

- Ja. Trænerne er gode, spillerne er gode. Det er noget, der er i vores hænder nu. Hvis vi havde det her hold og de her trænere, da vi spillede mod Rangers, ville vi klare os rigtig godt. Balancen på holdet er rigtig god. Jeg tror, vi ville gøre livet surt for Rangers, hvis det var nu, siger han om skotterne, der slog FCM ud af Europa League-kvalifikationen i sommer.

- Hvis vi kan fortsætte med det, vi har gang i, tror jeg, vi kan komme i Champions League og skrive historie som det første hold i Midtjyllands historie.

Hvad ville det betyde for dig personligt?

- Det ville være fantastisk. Jeg voksede op med at se Champions League, og at spille i den er et af målene i min karriere. Jeg har muligheden for at gøre det med det her hold, så jeg går efter det.

Først skal Awer Mabil og FC Midtjylland vinde mesterskabet. Holdet har 12 point ned til FC København med 12 runder tilbage. Første opgave efter coromapausen er mandagens opgør mod AC Horsens.

Læs også:Vil have Tim Sparv med videre: Han har den erfaring, vi kan lide

Læs også:Superliga-spørgsmål: Er FC København blevet sig selv igen?

Læs også:Solbakken erkender: Chancen for at indhente FCM er mikroskopisk