FCM-profiler kæmper for comeback mod FCK
Foto: Mathias Svold/Polfoto
Superliga

FCM-profiler kæmper for comeback mod FCK

Når der spilles topbrag mellem FC Midtjylland og FC København på søndag, kan det blive med en markant forstærket FCM-trup.

FC København er med sikkerhed hårdt ramt, når klubben på søndag gæster Herning og FC Midtjylland. Det ligner, at FCK får svært ved at vinde guld i år og skal under alle omstændigheder bruge tre point i Herning for at have en lille chance fortsat. Desværre for Ståle Solbakken bliver det uden nøglespillere - Mikael Antonsson, Kris Stadsgaard, Andreas Cornelius, Bashkim Kadrii, Youssef Toutouh og Danny Amankwaa er alle ude, mens Christian Poulsen er tvivlsom.

Mens FC Midtjylland også døjer med skader, begynder det omvendt at lysne i Herning, hvor flere profiler er på vej tilbage fra skader. Pione Sisto er tilbage i træning, mens Petter Andersson ikke fik nogen alvorlig skade mod OB. Erik Sviatchenko er også tæt på at være tilbage. Det ser dog svært ud for Kristian Baks chancer.

- Det er jo en kamp mod tiden for dem alle. Hvis ugen udvikler sig optimalt herfra, har de alle en chance, siger Nicklas Falkesgaard Pedersen til Herning Folkeblad.

Kun Eyjolfur Hedinsson og Kristoffer Olsson er med sikkerhed ude.