Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-spiller møder FCK for første gang: Vi skal ikke fedte noget hjem

FCM-spilleren Mikael Anderson ser frem til søndagens topbrag, som er hans første besøg i Telia Parken og hans første møde med FC København.

Der er kun afviklet cirka en tredjedel af grundspillet, så der er meget lang tid til, at der skal hænges guldmedaljer om halsen på et af holdene i Superligaen, men allerede nu tegner der sig et krystalklart billede af, at det fornemste metal ender i enten København eller Herning/Ikast. 

FC København og FC Midtjylland har lagt afstand til konkurrenterne allerede fra sæsonstarten, og søndag står de to rivaler ansigt til ansigt for første gang, når Telia Parken danner rammen om et vaskeægte topopgør.

For FCM-spilleren Mikael Anderson, der læner sig op ad et gennembrud i denne sæson, bliver det en særlig kamp af flere årsager.

- Det er min første gang i Parken, og det er første gang nogensinde, jeg møder FC København, så det bliver selvfølgelig en stor oplevelse for mig personligt. Det er bare vigtigt at huske på, at selv om det er en stor kamp og sæsonens første topopgør, er det også en fodboldkamp ligesom alle andre, siger Mikael Anderson til tipsbladet.dk.

Han forudser en svær kamp mod guldrivalen.

- Jeg tror, det bliver en meget tæt kamp. Jeg kunne godt forestille mig, det bliver en taktisk affære mellem to hold, der kender hinandens styrker og svagheder rigtig godt. Der vil komme mange dueller, og så handler det for os om at være skarpe på omstillinger, siger FCM-spilleren og tilføjer:

- De har mange dygtige spillere, men det har vi også, og jeg synes, det er lidt svært at spå om styrkeforholdet nu og her. Nu krydser vi klinger på søndag, og så tror jeg, at vi får nogle svar under kampen.

FC Midtjylland møder op til opgøret med et forspring på fire point og umiddelbar momentum, men det lægger Mikael Anderson ikke alverden i. Topopgørene har det med at leve sit eget liv.

-  Vi tror meget på os selv. Vi går ind til kampen med mange sejre i bagagen, hvor FCK kommer med et par nederlag i Superligaen, og jeg håber da, det kan give os et overtag. Under alle omstændigheder tager vi til Parken med det ene formål at vinde. Vi kommer ikke for at fedte en uafgjort hjem, lyder det fra Mikael Anderson.

FC København har tabt de seneste to kampe i Superligaen, men torsdag aften besejrede løverne FC Lugano i Europa League og har dermed sikret sig et fint afsæt til søndagens topkamp.

Der er kickoff i nationalarenaen klokken 18.00 på søndag.