Video : Tipsbladet
Superliga

FCM stikker til Ståle: Han har brændt fingrene på eksotiske indkøb

FC Midtjylland-direktøren Claus Steinlein tror, at Ståle Solbakken og FC København holder sig til at handle skandinavisk, da de har brændt fingrene på eksotiske indkøb tidligere.

FC København og FC Midtjylland var de to klare tophold i sidste sæsons Superliga, og i denne sæson er begge mandskaber også startet med to sejre på to runder.

De to hold adskiller sig imidlertid på et markant område, og det er på deres strategi på transfermarkedet. Hvor FC København har satset på at købe spillere fra andre skandinaviske klubber og har hentet spillere som Victor Nelsson, Sten Grytebust og Jens Stage fra danske klubber denne sommer, har FC Midtjylland hentet spillere fra mere eksotiske adresser.

Denne sommer har midtjyderne således hentet Sory Kaba fra Guinea i franske Dijon samt brasilianske Paulinho fra Esporte Clube Bahia.

Og FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein har et bud på, hvorfor FC København holder sig til danske spillere, forklarer han i et interview med Ekstra Bladet

- Jeg kan da godt forstå, at Ståle satser skandinavisk, eftersom han har brændt fingrene på flere dyre spillere fra mere eksotiske adresser tidligere, lyder det kækt fra Claus Steinlein - formentlig med henvisning til spillere som serbiske Uros Matic og Andrija Pavlovic samt argentinske Franco Mussis, der aldrig fandt fodfæste i FC København.  

Claus Steinlein forklarede smatidig, at han mener, at Sory Kaba og Paulinho kommer fra en højere hylde end de spillere, man kan hente i Superligaen.

FC Midtjylland har især satset på brasilianere i de seneste transfervinduer, hvor de foruden Paulinho har hentet Evander, Patrick og Junior Brumado. Desuden råder de over spillere fra Canada, Australien, Bulgarien, Ukraine og Nigeria.