Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-stopper regner ikke med ny konkurrent: Det er op til mig selv

Rasmus Nicolaisen vil overbevise FC Midtjylland om, at de ikke behøver at hente en ny forsvarsspiller efter salget af Kian Hansen.

FC Midtjylland solgte i den forgangne uge forsvarsprofilen Kian Hansen, der har været en fast bestanddel af midtjydernes tremandsforsvar i de seneste sæsoner, og det efterlader en ledig plads i startopstillingen.

I det første opgør efter salget fik Rasmus Nicolaisen pladsen, efter at han lørdag forlængede sin kontrakt med FC Midtjylland, så han er på kontrakt i klubben indtil sommeren 2023. 

Og den 22-årige forsvarsspiller satser på at sætte sig på pladsen og overbevise FC Midtjylland, om at de ikke behøver hente en ny mand ind til pladsen ved siden af Erik Sviatchenko og Alexander Scholz.

Det fortæller han til Herning Folkeblad.

- Jeg tænker, at det er op til mig selv. Hvis jeg gør det godt, kommer der nok ikke en anden, fortæller Rasmus Nicolaisen og tilføjer, at han længe har ventet på denne chance.

Foruden Rasmus Nicolaisen kan Manjrekar James og Søren Reese også gøre sig gældende til pladsen i midterforsvaret. De råder imidlertid også over Zsolt Korcsmar.